186 børn og unge på Blå Kors lejr

Mange børn og unge i Danmark har brug for at komme væk fra problemerne i hverdagen med fx. sygdom eller misbrug i familien, fortæller Blå Kors.
Mange børn og unge i Danmark har brug for at komme væk fra problemerne i hverdagen med fx. sygdom eller misbrug i familien, fortæller Blå Kors.

De fleste udsatte børn og unge mærker ikke noget til, at Danmark skulle være ude over krisen. 

Af Lars Ø. Jensen

– Selvom vi har udvidet antallet af lejrpladser med 50 procent i forhold til sidste år, så kan vi ikke imødekomme alle henvendelser om ferieoplevelser til udsatte børn i denne tid, hvor familien Danmark tager på ferietur! siger generalsekretær for Blå Kors, Christian Bjerre.

– Tilmed oplever vi, at kommunerne i de senere år har haft meget svært ved at finde pengene til at dække den beskedne deltagerbetaling for børnene. Derfor er vi meget glade for de mange donationer fra fonde og private til sommerlejrene!

186 børn og unge på lejr

Blå Kors sender i år 186 børn og unge mellem 7 og 25 år på ferietur.
Lejrene er spækket med oplevelser og feriesjov: Ridelejr ved Vesterhavet, kanotur i Sverige, troldmænd og riddere i Tarm, Buzz Lightyear og Woody i Viborg, superhelte i Skælskør og besøg i Bonbon-land, Legoland og Djurs Sommerland.
– Blå Kors’ sommerlejre er for børn og unge i Danmark, som har brug for at komme væk fra problemer i hverdagen med fx forældre, der er psykisk eller fysisk syge, har et misbrug af alkohol eller stoffer.
Og nogle børn har problemer i skolen og er ensomme! fortæller Vivi Ravnskjær Terp, der er ansvarlig for Blå Kors’ sommerlejre.

Mange frivillige med

Alle Blå Kors’ sommerlejre er støttet af Arbejdsmarkedets Feriefond. De bliver udelukkende kørt af frivillige, og der er mange med; tre voksne for hver fem børn eller unge.
Der er voksne, som lytter og støtter, og så er der masser af aktiviteter på alle lejre, så deltagerne kommer hjem med rygsækken fuld af gode oplevelser med andre børn og unge! slutter Vivi Ravnkjær Terp.