Unge lærte nyt om tro

Alexander, Maja og Elisabeth var vildt begejstrede for konfirmandkurset på Efterskolen Solgården.
Alexander, Maja og Elisabeth var vildt begejstrede for konfirmandkurset på Efterskolen Solgården.

95 unge fra hele landet deltog i sommerens konfirmandkursus på Efterskolen Solgården i Tarm.

Af Bodil Lanting

På Efterskolen Solgården i Tarm fik 95 unge en forsmag på efterskolelivet med 2 ugers kursus med bibelundervisning, aktiviteter og nye venskaber!

– Der er ikke tid til at sove længe på KK, for der er program på lige fra morgen til aften, når man er på konfirmandkursus, fortæller Alexander Kjøller-Hansen, der har taget turen helt fra Bornholm.

Lærte en masse om at tro

Maja Andreassen fra Skjern er meget begejstret for undervisningen.
– Jeg har fået gode svar på nogle af de store spørgsmål, som jeg gik og tumlede med omkring tro, tvivl, frelse og sådan noget, fortæller hun. En af hendes nye venner, Elisabeth Larsen, fra Ålborg nikker og supplerer:
– Det har været vildt fedt! Det er som om, at de gamle, måske lidt støvede ting, bare er blevet forklaret på en god måde, som jeg kan bruge i min hverdag.

Nye vinkler

– De har virkelig forsøgt at gøre det spændende, og jeg har fået meget ud af det. Jeg har fået en masse nye venner, og så har jeg fået en masse ud af bibeltimerne, fortæller Elisabeth Larsen om skolens lærere og de øvrige ledere.
– En aften var der fokus på bøn gennem nogle meget kreative stationer, det var en god oplevelse. Lederne har været med til at åbne mine øjne for, hvad tro er for noget. De har talt et sprog, som jeg kunne forstå, og givet nye vinkler på de forskellige ting, vi har mødt i undervisningen, fortæller Maja Andreassen fra Skjern.
– Fællesskabet har været mega godt. I fritiden har vi spillet pool, spil og dyrket en masse sport. Der er bare gang i den på en super god måde, mener Alexander Hansen.
– Om eftermiddagen og om aftenen har vi dyrket en masse sport, prøvet mange forskellige valgfag; jeg har løbet orienteringsløb og været i svømmehallen (det var virkelig sjovt!) og sunget i kor, fortæller Elisabeth Larsen.

Shelter-overnatning

I weekenden var alle deltagerne på en tur til Momhøje Naturcenter ved Kibæk. Efter en længere gåtur var der grill, bålhygge og badning i en skovsø.
– Vi havde god tid til at snakke og lære hinanden endnu bedre at kende – og så prøvede jeg at bade i en skovsø, det var virkelig lækkert midt i varmen, fortæller Elisabeth.

Efterskoleliv

Alle tre unge er enige om, at det at være på konfirmandkursus er lidt en forsmag på efterskolelivet.
– Tænk bare, hvor godt et fællesskab vi har fået på bare 14 dage; og så være sammen i et helt år, det må være fedt! fortæller en storsmilende Elisabeth Larsen og bliver suppleret af Alexander Hansen:
– Det er fedt at være hjemmefra og prøve en masse efterskoleting – både volleyball, fodbold og hyggen om aftenen, jeg glæder mig til, jeg skal på efterskole.
Kurset sluttede med en festlig gudstjeneste og en festmiddag sammen med forældrene. I år havde ingen af deltagerne på Solgården valgt at blive konfirmeret i forbindelse med afslutningen på kurset.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



 Konfirmandkurser:

Konfirmandkurset er et tilbud til unge i 7.klasse om 2 ugers undervisning i bibelske spørgsmål samt troslære.
Det er muligt at blive konfirmeret på kurset.
Det er en forsmag på efterskolelivet.
I år var der også konfirmandkurser på Frøstuphave Efterskole og Djurslands Efterskole.