Honduranerne kan ikke holde mund
”Jeg takker Gud, for jeg har det godt!” Det er en sætning, man ofte hører i Honduras, når man spørger: ”Hvordan har du det?”
I løbet af mit volontørophold har jeg fået mulighed for at snakke med mange honduranere. Emnerne er oftest forskellene på Honduras og Danmark, hvorfor jeg er her og uddannelsesmulighederne i Honduras og Danmark.
Men udover dette kan honduranerne dog aldrig dy sig for at fortælle om deres fantastiske tro på Jesus og hans betydning i deres liv. Det er spændende at høre honduranerne fortælle om dette, for de er som regel meget åbne omkring deres tro.
Med den megen vold, mord og korruption i Honduras kan det være svært at få øje på vores kærlige og barmhjertige Gud. Alligevel vælger mange honduranere at lægge deres liv i Guds hænder. Honduranerne er bevidste om, at de tror på en Gud, som har en plan med deres liv. Og at de ting, som sker dem, er en del af hans plan.
I dette land får jeg en oplevelse af, at kristendommen er vigtig i menneskers liv, og at de ønsker, det samme skal gælde i mit!
I Danmark møder man sjældent folk, som uopfordret fortæller om deres tro. I det offentlige rum forventes det, at man holder sin tro for sig selv. Til tider kan det føles som om, at religion er blevet til en af de støvede pokaler på toppen af bogreolen – vi er nok stolte af den, men vi bruger den ikke.
Dermed ikke sagt at danske kristne ikke er Gud taknemmelige for livet. Men vi kan lære noget af honduranerne, når det kommer til at være åbne omkring vores tro. Honduranerne, såvel som kristne i Danmark, er overbeviste om, at vi kan takke Gud for alt godt i livet.
Men honduranernes åbenhed omkring dette gør denne sandhed mere tydelig. Mit ønske er for mig selv og for andre kristne i Danmark, at vi kan være mere åbne omkring vores tro overfor vores medmennesker. En god start er at takke Gud for alt det gode i livet – og så begynde at gøre det højt!