Medarbejder med ildhu går på pension

Udfordringens bogholder gennem de sidste fire år, Vibeke Hansen, går nu på pension. Vi kender hende som en skarpsindig, velformuleret og humoristisk kollega. Men hvem er det egentlig, der med ildhu har holdt styr på tal og regnskaber på avisen?

Vibeke er født i Nordsjælland, hvor hendes forældre boede i en lejlighed oven på missionshuset i Skibby. Men inden hun blev et år, købte de en gård, og familien flyttede på landet, fortæller Vibeke.

Pålidelig fødselshjælper

– Da jeg var seks-syv år, sad jeg første gang ved en so, der skulle føde – alene. Da den første gris var født, løb jeg ind til min far og fortalte det. ”Har du tørret den?” spurgte han, og ja, jeg havde gnubbet den tør med halm. Så kunne han godt drikke kaffe.
Siden da var det mig, der passede grisefødslerne – når jeg ikke var i skole.

Dyrlægedrømme aflivet

Vibeke drømte om at blive dyrlæge og havde i gymnasie-tiden et fritidsjob, hvor hun kørte rundt med dyrlægen om lørdagen efter skoletid. Men engang ved en kalvefødsel gik det hele galt: Den ufødte kalv måtte parteres inde i koen for at komme ud. Og tårerne strømmede ned af Vibekes kinder; så måtte dyrlægen fraråde hende den levevej. ”Man skal altså også kunne aflive!” sagde han.

Styrede 25 teenagere

Vibeke blev bankuddannet, og som 21-årig blev hun gift med Hans. Familien kom i kirken og i KFUM og -K. Men de kom til at flytte rigtig meget med de efterhånden tre børn.
I ti år drev ægteparret eget firma fra deres hjem. Det var et alsidigt foretagende: Engang blev der på en weekend falset covers til 25.000 Shu-Bi-Dua-plader.
Og Vibeke styrede myndigt og dygtigt de ca. 25 ansatte teenagere, der havde fritidsjob i den lille virksomhed.

Hos Kristeligt Folkeparti

Men så fik Vibeke arbejde i København, som bogholder for Kristeligt Folkeparti (nu: Kristendemokraterne). Fra den tid stammer bekendtskabet med en dengang ganske ung journalist, Henri Nissen, som var redaktør for partiets ugeblad Idé Politik.
– Jeg havde ham på min lønningsliste også dengang, siger Vibeke med det typiske glimt i øjet.
I 1987 blev Vibeke og Hans separeret, senere også skilt. Vibeke fik arbejde på BDM (Brødremenighedens Danske Mission) i Christiansfeld og flyttede dertil med de tre børn.
– Så begyndte de stille år, siger Vibeke, der med flytningen også havde mistet sit sjællanske netværk. I årene på BDM læste hun til merkonom i fritiden.

Hentet ind af Gud

Vibeke har haft mange forskellige arbejdspladser, både verdslige og kirkelige.
Når du tænker tilbage, hvad har så været det bedste ved dit arbejdsliv?
– At jeg er blevet hentet ind på de kristne arbejdspladser, når jeg var ved at ”smutte”. Det er en gave, som jeg har fået! siger Vibeke. Hun fortæller om perioder, hvor hun var ved at glide væk fra det kristne – men børnene blev dog fortsat sendt af sted!
Hvad har været din bedste arbejdsplads?
– Det er svært at sige. Men Udfordringen var den bedste arbejdsplads, da jeg blev syg af kræft, pga. al den forbøn, der fulgte med! siger hun med eftertryk.

Stadig en rød glød

Der har altid været glød i Vibeke. Ikke blot, når hun, som på billedet, sidder i solens sidste, orange stråler i et fly. For selv om hun nu går på pension, og håret er blevet gråt, er det som om, man stadig kan mærke et rødhåret temperament og en tilsvarende viljestyrke.
– Hvis du vil noget, skal du knokle for det, til det er færdigt! runder Vibeke samtalen af.

Af Krista Revsbech