Ny film om Barabbas
Billy Zane har titelrollen i ny filmatisering af Pär Lagerkvists roman ”Barabbas”, som nu fås på dvd.
Ved påsketid bliver vi ofte mødt med diverse Jesus-film. For år tilbage så vi også jævnligt filmen Barabbas fra 1961. Men nu – i 2013 – er der kommet en ny film om Barabbas. Den fås på dvd, er i to afsnit og varer godt 3 timer i alt.
Jeg har flere gange læst Pär Lagerkvists fantastiske roman Barabbas, og det var med en vis spænding, jeg satte mig til at se denne nye filmatisering af romanen. Det er en storslået film, men jeg oplever, at der er alt for meget westernagtigt over første del og var derfor skuffet over den del, mens jeg til gengæld er begejstret for anden del, hvor vi føres mere ind i Barabbas’ spekulationer over, at Jesus døde i stedet for ham.
Barabbas blev på mængdens råb sat fri, og Jesus skulle korsfæstes. Det fylder meget lidt i Bibelen og har derfor givet Pär Lagerkvist og filmmagere rigelig mulighed for at bygge en historie op om manden – og det har man så gjort.
Barabbas er en gemen tyv, men også en oprører, der vil kæmpe mod romerne og have dem smidt ud af landet. Han er anfører for zeloterne, og kampen mellem zeloterne og romerne fylder rigeligt med masser af slagsmål. Til gengæld er det spændende, at Pilatus’ kone fylder rigtig meget i både 1. og 2. del. Vi møder hende som en meget søgende kvinde, der følger Jesus tæt og dog lidt på afstand.
En Barabbas på en åndelig rejse
Historien følger Barabbas’ åndelige rejse, som begynder i en skepsis, der grænser til foragt, men følges op af spekulationer om den gådefulde Jesus af Nazareth og slutter med Barabbas’ egen troshandling, da han sammen med apostlen Peter og mange andre korsfæstes i Rom.
I skildringen af Jesus (Marco Foschi) møder vi en noget mager mand, der føler den stigende berømmelse ubehagelig. Korsfæstelses- og torturscenerne er meget barske og med meget blod. Men man bliver ikke i tvivl om det centrale budskab i påsken.
Det stærkeste ved filmen er fokuseringen på Barabbas’ svingen mellem foragt for Jesus, hans lyst til at inddrage ham i kampen mod romerne og hans begyndende tro på Jesus som Messias.
Det er en lang og handlingsmættet film, hvor 2. del helt klart er filmens styrke.
Barabbas (DVD) • 183 min.
Kirkebutik.dk-pris 95 kr.