Videbæk tilfreds med EU-valg

Tove Videbæk gik til valg på, at hun ville passe på (de kristne) værdier i EU.
Tove Videbæk gik til valg på, at hun ville passe på (de kristne) værdier i EU.

Dansk Folkepartis store sejr skyldes formentlig vælgernes skuffelse over de gamle partier.

De kristnes stemmer på Tove Videbæk var stærkt medvirkende til, at Bendt Bendtsen fra de Konservative igen kom i EU-Parlamentet.

– I begyndelsen af valgkampen var vi nærmest dømt ude af EU-Parlamentet med kun 3-4% opbakning, men i løbet af valgkampen er denne tilslutning krøbet helt op på 9. pct., siger Tove Videbæk.
– Det er klart, at vi gerne ville have haft godt 12%, som der skal til for at få et mandat nr. 2, indrømmer Tove Videbæk, som i givet fald ville have fået det 2. mandat.
– Men den massive EU-skepsis, som er kommet frem her i foråret, og den massive opbakning til Messerschmidt har jo bestemt betydet noget også for de konservatives valgresultat.
Men set i lyset af at Venstre og Socialdemokraterne mistede et mandat hver, så er vi rigtig glade og taknemmelige for vores resultat, siger Tove Videbæk.
Hun er især glad for, at Danmark nu har en mand i den kristendemokratiske gruppe, EPP, som er EUs største parti.
Skulle Bendt Bendtsen få forfald, er den tidligere kristendemokrat Tove Videbæk 1. suppleant.

Messerschmidt er Israels ven

EU-valgets store sejrherre var Morten Messerschmidt, som skaffede Dansk Folkeparti over 1/4 af alle stemmer (26,7 procent) og dermed fire mandater.
Mange kristne vælgere støttede også Messerschmidt på grund af hans og Dansk Folkepartis markeringer til fordel for Israel.
Også i EU-parlamentet arbejder en del politikere imod Israels interesser. Venstrefløjen ønsker fx, at israelske grøntsager dyrket i bosætter-områder ikke frit kan importeres. Villy Søvndal, SF, foreslog ligefrem som udenrigsminister EU at gøre israelske bosætter-grøntsager ulovlige.
Men Israels fjender findes ikke kun på venstrefløjen. Blandt de højreorienterede EU-modstandere, som gik frem i Sydeuropa, har flere nynazistiske tendenser. De er traditionelt meget jødefjendske.

Sognepræst fra SF

Blandt de valgte med kirkelig interesse er også Margrethe Auken, som er valgt for SF. Hun er tidl. sognepræst på Frederiksberg og søster til afdøde MF Svend Auken. Hun fik et kanonvalg på 10,9 pct. Det var langt bedre end forventet på baggrund af SFs voldsomme nedtur de sidste år.
Det kunne tyde på, at vælgerne på venstrefløjen igen har fået tillid til SF. Eller måske netop til en af de ”gamle” politikere, som har stor personlig integritet.
Derimod blev Venstre straffet for Lars Løkkes tvivlsomme bilagssager og Socialdemokraterne måske for løftebruddene efter sidste folketingsvalg.
Den personlige moral er trods alt vigtig for vælgerne.