Videre ind i lyset
Endnu en andagtsbog i serien Ind i lyset. Som den forrige er den skrevet af en jyde med begge ben solidt plantet på jorden og hovedet himmelvendt – dermed sætter den lys på det åndelige og menneskelige på samme tid.
Poul Hoffmann skriver forordet til dette bind og taler om ånds-åbenbarelse, visdom og ydmyghed som nådegaver, der kommer til udtryk i andagtsbogen. Det er store ord, men teksterne åbner i hvert tilfælde bibelteksterne og knytter dem til det levede liv og erfaringer, som mange nok kan genkende.
Bibelen i livserfaringernes lys
Andagtsbogen sætter nemlig spot på Bibelens ord, og hvordan forfatteren (og med ham læseren) ser sig selv. Når Jesus er i smerte skærtorsdag, genkender forfatteren sig selv blandt disciplene, som faldt i søvn, og konkluderer: ”Jesus har også jævnligt brug for mig i kampen for et menneske, som både han og jeg kender; at jeg vil våge og bede sammen med ham for vedkommende.” Samtidig er bogen fyldt med historier fra forfatterens eget liv, som omhandler alt fra gamle nøgler, der ikke passer til noget, til lange gå-ture eller oplevelser med film og musik, hvilket gør den nærværende.
Med bind 2 er vi halvvejs i serien, og bind 3 og 4 kommer sandsynligvis hen mod sommeren og efterårsferien, så der er til hele året.
Hans Jørn Østerby:
Ind i lyset – Bind 2
196 sider • 149,95 kr. • ProRex