Det sidste ord

Forfatteren Peter Dürrfeld, der bl.a. også er kendt som en inkarneret skakspiller, kombinerer i denne bog beretningen om sit personlige liv og dets med- og modspillere med samtidshistorien. Det er gennemgående ret interessant, selvom der indledningsvis desværre går lige vel meget dannebrogsflag og Morten Korch i den.

Men det får være! Specielt fordi forfatteren overordnet set fremlægger en altid relevant problemstilling for læseren, når han siger, at der er forskel på mennesker og deres skæbne: ”Min lillebror Børge blev to år og otte måneder. Han døde i utide. Min mor blev over 90. Kan man sige, hun døde i tide?” (s. 11).
Det er en bred vifte af mennesker, vi præsenteres for: Der er den nære familie, repræsenteret ved lillebroderen Børge, storebroderen Erik, forældrene og mormoderen (ømt og smukt karakteriseret af sin mand: ”Jeg hedder Kristen, men hun er det”). Der er politiske koryfæer som statsminister Hans Hedtoft; der er digterpræsten Kaj Munk, på hvis knæ han som ganske lille har redet ranke; der er Dirch Passer, som han egentlig kun har kendt som publikummer, og der er et lille arbejdsfællesskab med den professionelle provokatør Dan Turèll.
Forfatteren udtrykker sidst i bogen sin taknemlighed over at være nået frem til – i stedet for at være overtroisk, da at foretrække – at være troende. Han reflekterer over den gamle legende om, at hver af stjernerne på aftenhimlen repræsenterer en af vore kære døde; han ønsker at give slip på alle efter-rationaliseringerne og i stedet blot forlade sig på den tryghed, der er i tanken om, at i sidste instans vil Gud selv tage vare på ham og hans kære.
En god samling smukke erindringsportrætter, der fint tåler anbefaling til stille stunder.

Peter Dürrfeld:
Hjertet har altid det sidste ord • 236 sider • 250 kr.
Kristelig Dagblads Folag