En invitation til at være Guds medarbejder

I dagens tekst følger vi Jesu 11 disciple, som er taget til Galilæa på Maria og Maria Magdalenes udsagn om, at de havde set den opstandne Jesus, og at han havde sagt, at han ville møde dem dér.

Og sandelig, den Jesus, som var død, står nu i levende live foran dem. Man kan kun gisne om, hvor omvæltende det har været for disciplene igen at stå ansigt til ansigt med Jesus, efter at hans død effektivt havde kvalt deres håb om, at han var den ventede Kristus, men pludselig står han altså dér og da de ser ham, tilbeder de ham.
Men så står der noget overraskende, nemlig at der var nogle, som tvivlede. Hvor upassende, hvor menneskeligt og hvor forbavsende, at man kan tvivle i sådan en situation.
Alligevel er det mest forundrende ikke tvivlen selv, men at Jesus i det følgende ikke lader en, ellers passende, bemærkning falde om deres vantro. Han hverken bebrejder, irettesætter eller giver udtryk for nogen skuffelse, men ganske upassende (hvis jeg må være så fri) betror han dem i stedet det største ansvar, man kan forestille sig: ”…gør alle folkeslagene til mine disciple…”.
Således mindes vi om, at ansvaret ikke er givet til nogle særligt egnede, men til helt almindelige mennesker som dig og mig. Og så snyder jeg selvfølgelig lidt med citatet ovenfor, for Jesus giver dem ikke opgaven direkte i forlængelse af deres tilbedelse og tvivl, men først efter stadfæstelsen af, at han har fået givet al magt. Den magt er fundamentet for vores opgave om at gøre alle folkeslagene til hans disciple.

Alle kan være med

Med baggrund i ovenstående er det tydeligt, at de første disciple ikke blev udvalgt og sendt ud på baggrund af egne evner. På samme måde beror heller ikke vores sendelse på, hvad vi kan, men på Guds magt, og det betyder jo, at vi alle kan være med. Skulle hans magt ikke være lige så stor i dit og mit liv som i enhver andens, hvis blot vi lader ham komme til?

Gud er på færde – hvad med os?

Missionsbefalingen lærer os ligeledes, at det at gøre disciple ikke starter hos os, men hos Gud selv (i missionsteologien taler man om ’Guds mission’). Han inviterer os så at sige til at være med i det, han er i færd med at gøre.
På den måde minder hver af os om en lille dreng, som har fået lov til at hjælpe sin far med at bygge en carport. Nogle gange kommer vi til at gå i vejen eller slå et søm skævt i, andre gange lykkes det os at række det rigtige stykke værktøj på det rigtige tidspunkt, og på forunderlig vis så er både vi og vores far glade for, at vi er med.
Billedet kan selvfølgelig tages for langt, og dets primære funktion er blot at gøre det klart, at vi alle kan være med på den opgave, som Gud har betroet os. Men opgaven er netop betroet os, og selv om Gud virker både forud for os og med os, så må vi ikke tage let på den.
Hvem er du sendt til?
Det kunne jo tænkes, at vi blev overvældet af opgavens størrelse, og det kan føles aldeles uoverskueligt, hvis vi går og tænker, at vi bør føre alle vores relationer og bekendte ind i et discipelforhold til Jesus. I værste fald kan det lamme os, så vi slet intet får gjort. Et gammelt mundheld spørger: ”Hvordan spiser man en elefant” og svarer: ”En bid af gangen”. Hvis vi tager missionsbefalingen alvorligt, er det bedste, vi kan gøre, således at stille Gud spørgsmålet: ”Hvem sender du mig til?” Svaret på det spørgsmål vil være en eller flere, som Gud allerede virker i, og hvis hjerter han er i færd med at berede, og hvor vi kan få lov til at være med. I det samspil med Gud, som både virker og kalder, bliver missionbefalingen ikke uoverkommelig, men spændende, opløftende og frugtbar. Der findes ikke nogen mere effektiv form for mission, end når vi lægger vores kræfter dér, hvor Gud allerede er i gang.

Søndagens tekst: Matt. 28:16-20

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk

16De 11 disciple tog derefter af sted til den bjergskråning i Galilæa, hvor Jesus havde sagt, de skulle mødes. 17Da de så ham, faldt de på knæ og tilbad ham. Men andre var usikre.
18»Gud har givet mig al magt i himlen og på jorden,« sagde Jesus. 19»Gå derfor ud og gør mennesker fra alle folkeslag til mine disciple. Døb dem til at tilhøre Faderen og Sønnen og Helligånden, 20og lær dem at adlyde alt, hvad jeg har befalet jer. Og husk: Jeg er altid hos jer indtil verdens ende.«