Fokuserer på budskabet

Dave Frey fra ’Sidewalk Prophets’ har spillet sammen med nogle af de største kristne bands i USA.
Dave Frey fra ’Sidewalk Prophets’ har spillet sammen med nogle af de største kristne bands i USA.

Danmarks største kristne festival forventer endnu engang omkring 3000 unge, når Å-Festival denne weekend lukker op for sluserne til 3 dages musik, undervisning og masser af hygge.

Der er blevet set mod vest, når Å-Festival denne weekend åbner op for op imod 3000 danske unge fra hele landet, som fester uden øl og stoffer – og med en Bibel i hånden!

Tre amerikanske og et canadisk band er hovednavnene på dette års Å-Festival i Sdr. Felding.
’Sidewalk Prophets’ er måske det største af disse. Og selvom det måske er et nyt navn for de fleste i Danmark, så har de i USA længe været et populært band.
Bandet har vundet den prestigefyldte Dove Award og hae haft flere nomineringer og en del singler helt i top på de amerikanske charts. De har desuden turneret i USA med nogle af de største bands som Newsboys, Mercy Me, Third Day, Audio Adrenaline og David Crowder.
– Det er tydeligt at mærke, at de vil noget med deres musik, og deres ærlighed på scenen rører ved noget i én. Glæd jer til en koncert med catchy sange og et tydeligt budskab, skriver Å-Festival på hjemmesiden.

Det svære styrker

Desuden kommer pop/rock-bandet ’The Afters’ igen forbi og spiller fra deres nye album, som de beskriver som den mest ærlige og dybe plade, de har lavet. Forsanger Josh Heavens forklarer:

– Jeg havde en ven, der mistede sit barn. Han gik igennem flere år med depression. Jeg kan ikke engang forestille mig at gå igennem det…men han sagde noget til mig, som jeg aldrig vil glemme: “Den ting, der udfordrede min tro mest på den korte bane, er det, der har styrket min tro mest på den lange bane.”
Oplevelsen afspejler sig i de ærlige tekster, Josh Heavens nu forsøger at skrive.

Jesus er ikke chokeret
’The Afters’ kommer endnu engang på Å-Festival.
’The Afters’ kommer endnu engang på Å-Festival.

Desuden spiller Ryan Stevenson, som blandt andet har skrevet Toby Mac’s ’Speak Life’. Og han synger også om et følsomt emne:
– Jeg ved, hvordan det er at vågne op om morgenen og føle sig værdiløs. Jeg ved, hvordan det er at kæmpe med sin identitet. Det er manges virkelighed. Vi er alle sammen bare mennesker. Det giver mig trøst at vide, at Jesus ikke er chokeret over mine fejl, eller overrasket når jeg fumler rundt. Vi er mennesker og alligevel elsket på trods af alle vores fejl, siger Stevenson, som især er kendt for at skrive stærke tekster.
Canadiske ’Love and The Outcomes’ udkom med deres debut for knap et år siden, men de har hurtigt opnået stor anerkendelse. Udover de musikalske oplevelser vil der som altid også være talere, seminarer og caféscene.
Å-festival arrangeres af IMU og Indre Mission i Sdr. Felding.