Jeg blev smittet

Den første aften i selskab med gadepræsten Alvin Anderson kører vi til mørke og skumle gader for at give sandwich til de børn og unge, der lever på gaden. Jeg føler, jeg bryder alle sikkerhedsregler, da jeg midt i mørket forlader bilen og sætter mine fødder ud på en af de farligste gader i Honduras’ hovedstad.

Med en gennemsnitlig mordrate på 20 mennesker pr. dag og med visheden om, at jeg er tæt på bandernes territorium, forstår jeg, hvorfor mit hjerte hamrer af sted.

Lugten af lim er så stærk, at mine øjne straks begynder at løbe i vand, og synet af prostituerede med nedringede bluser og korte nederdele får oprigtige tårer til at presse sig på. Denne aften giver det ene barske indtryk efter det andet.

Samtidig ligger mine venner og familie og sover trygt i deres senge i Danmark. Fuldstændig uvidende om, hvilke mennesker jeg møder denne aften. Fuldstændig uvidende om, at ikke en eneste af de børn og unge, jeg møder denne aften, kan gå hjem til forhold, som vi danskere har. På trods af det, så smiler og leger børnene, som om der intet er at bekymre sig om.

De kriminelle, morderne, de fattige, gadebørnene skal dog ikke bare have sandwich og et knus – nej det vigtigste er ifølge Alvin, at de bliver omvendt og lærer Jesus at kende. Man kan kun få lov til at forlade en bande, hvis man er begyndt at følge Jesus. Folk her i Honduras har virkelig respekt for Gud. Ham tør de ikke stille sig op imod – om de så tror på ham eller ej.

Da vi kom hjem den aften, blev der sørgeligt nok vasket og sprittet hænder som aldrig før. Nærmest som om vi volontører var bange for, at noget af den elendighed, vi havde mødt, ville besmitte vores eget liv.

Jeg blev faktisk smittet!

Smittet med lysten til at fortælle alle danskere (inkl. mig selv), at livet på gaden er fuldt af liv med fremtidsdrømme, håb og ikke mindst valg. Lad os derfor bede for, at det må blive nemmere for gadebørnene at vælge livet med Jesus væk fra kriminalitet.