Kan EU-Kommissionen ignorere 2 mio. borgere?
Arbejdsgruppen bag borgerinitiativet til fordel for de ufødtes rettigheder raser over, at EuropaKommissionen den 28. maj nedlagde veto mod ’One of Us.’
Arbejdsgruppen bag ’One of Us’ protesterer i en pressemeddelelse på det skarpeste mod den totale afvisning, ’One of Us’ har fået i EU-Kommissionen. Det strider mod de demokratiske spilleregler, hedder det.
EU-Kommissionen under José Manuel Baroso har i en rapport den 27. maj blankt afvist at tage hensyn til begæringen i borgerinitiativet ’One of Us’, som blev støttet af næste to millioner EU-borgere fra 20 EU-lande. Men det strider mod principperne i ’det deltagende demokrati’, som Lissabon-traktaten tilstræber med indførelsen af Borgerinitiativet.
Både enkeltpersoner og foreninger kan protestere direkte til EU-Kommissionen på Europe Direct, oplyser Retten til Liv.
En farce
Ifølge Lissabontraktaten fra 2011 kan europæiske borgere fremsætte lovforslag til Europakommissionen, hvis de kan mønstre 1 million underskrifter. Men det gælder åbenbart ikke i abortspørgsmålet:
Den totale afvisning af borgerinitiativet ”udstiller den farce, denne ’demokratiske medbestemmelse’ er” hedder det i kommentaren fra tænketanken European Dignity Watch efter kommisionens afvisning.
Desværre vil denne afgørelse i EU-Kommissionen øge mistilliden til EU i medlemslandene. Det er dog muligt inden for en begrænset tidsfrist at appellere til Europa-domstolen fx for at få kommisssionens rapport omstødt.
Fastholdt dagsorden
Borgerinitiativet One of Us ønsker at sikre, at der ikke bruges EU-midler på forskning og udviklingsbistand, der indebærer destruktion af menneskefostre.
Men kommissionen fastholder i sit svar sin egen dagsorden, der bygger på en tro på, at stamcelleforskningen – på baggrund af stamceller fra menneskefostre – har et stort potentiale, og at adgang til sikre aborter er en naturlig del af kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder.
Appellerer afgørelsen
Sagen kan dog heller ikke siges at være lukket, idet kommisionens rapport ikke tager hensyn til borgerinitiativets krav om at anerkende ethvert menneskefoster som et menneskeligt individ fra undfangelsen.
Derfor vil arbejdsgruppen bag One of Us gennem læger, advokater og politikere arbejde for, at kommissionen ser på borgerinitiativet endnu engang. EU Parlamentet vil også blive bedt om at tage sagen op til debat globalt.
Arbejdsgruppen bag One of Us arbejder nu på en respons til Kommissionen. Man håber, at både Parlamentet, som har fået ny sammensætning efter EU-valget, og Kommissionen med dens nye medlemmer vil være åbne for at overveje sagen igen.