Kvindelovsang uden overraskelser

s22_CD_braveKendte kvindelige lovsangsledere leverer et stærkt album, som dog alligevel hurtigt falder i med tapetet.

Lad det være sagt med det samme: Da jeg skulle høre denne plade, så var jeg lidt forudindtaget, for jeg kan virkelig godt lide den lovsang, der kommer fra det nordlige Californien, hvor Bethel Church i Redding holder til.
Jeg er tidligere blevet stærkt rørt af deres kvindelige lovsangsledere som Kim Walker og Jenn Johnson. Derfor gjorde det mig ikke noget, at dette album udelukkende bestod af kvindelige sangere, som netop Jenn Johnson, Kari Jobe, Amanda Cook, Kristene DiMarco og Steffany Frizzell Gretzinger. Jeg ved ikke, om jeg som mand egentlig var inviteret indenfor, men jeg tog mig friheden til at lytte med.

Og kvaliteten er som altid høj. Det er herlige lovsange, som de fleste kan synge med på. Det er ikke banebrydende ny lovsang – det hele er som det plejer at være. Og det er også fint nok.
Om det specielt skulle være for kvinder, synes jeg er svært at høre på teksterne, som handler om tilbedelse og overgivelse til Gud. Klassisk. Men vi har vel også alle – uanset køn – det samme behov i vores relation til Gud?
Jeg vil fremhæve Kari Jobes ’Forever’, som et rigtig stærkt nummer, der også leder os til det helt grundlæggende – og vigtigste i kristendommen: Korsets betydning og tilbedelsen af ham, som døde på det for vores skyld.
Selv om det er et rigtig godt album, så vil det også hurtigt ryge over i den kategori, som hedder ”gode lovsange” – og dem er der efterhånden en hel del af.
Albummet skiller sig ikke for alvor ud, men kan sagtens holde nogle måneder på repeat.
Henrik