Når sandheden ikke er rigtig

Af Henrik Engedal ung@udfordringen.dk
Af Henrik Engedal
ung@udfordringen.dk

Du kender svarene. Du kender Bibelen. Du vil ikke gå på kompromis med sandheden. Men du rammer måske ved siden af alligevel.

I forbindelse med en artikel om at Justin Bieber er blevet døbt – og blevet undervist af Hillsong-præsten Carl Lentz – så jeg en video med Lentz i et talkshow. Han blev stillet det lidt trættende og uundgåelige spørgsmål om, hvad hans kirke tænkte om homoseksuel praksis. Lentz veg lidt uden om spørgsmålet ved at svare, at han hellere vil tage diskussionen personligt med den enkelte fremfor at komme med en offentlig udmelding, som kan blive udlagt på mange måder. Klogt i den situation, tænkte jeg. Men samtidig var der også noget i mig, som sagde:
”Vi skal ikke gå på kompromis med sandheden. Jesus sagde sandheden lige op i ansigtet på folk, og vi må ikke gemme os bag ønsket om, at folk skal kunne lide os, eller frygten for at blive upopulære. For sandheden sætter mennesker fri og giver dem et valg.”

Men sagen er også bare den, at Jesus ikke altid svarede folk direkte på deres spørgsmål. Nogle gange brugte han gådefulde bemærkninger eller billeder på sandheden.
Hvorfor? Måske fordi, at sandheden ikke altid er rigtig i situationen!

Hvad mener jeg? Jeg mener, at hvis vi tænker på en religiøs måde, så vil vi ofte komme til at fokusere på at sige sandheden – Guds ord. Dét, der står i Bibelen. Det er jo sandheden, ikke? Hvorfor sige noget andet?

Hvis vi derimod er ledt af Guds Ånd, så vil Gud vejlede os til at vide, hvordan vi skal forholde os til det enkelte menneske. Det betyder ikke, at vi ikke skal sige sandheden helt ufortyndet nogle gange. Det skal vi selvfølgelig.
Men vi skal også huske på, hvad Ånden i Guds lov er. Det var den, som farisæerne havde glemt, og det bebrejdede Jesus dem mange gange. Deres hjerte var blevet hårdt, og de manglede kærlighed til andre mennesker, og en forståelse af nåden.
Jeg tror, at hvis vi i endnu højere grad lader os lede af Helligånden i hverdagens snakke, så vil vi i højere grad bane vej for Guds tale ind i folks liv – på hans måde.