Sjov børnebog med Jesus som hovedperson
Men Jesper Fodgaards velskrevne ”Darwin møder Hr. Kristus” kan måske give nogle børn mindreværdsfølelse.
Jesper Fodgaard har her skrevet en sjov historie med mange gode – finurlige og karikerede, men alligevel præcise – personskildringer og mange gode pointer, serveret på en frisk og for børn umiddelbart forståelig måde.
Et væsentligt virkemiddel i bogen er, at Jesus taler direkte til de to hovedpersoner, drengen Darwin og pigen Denise. I Darwins tilfælde hører han Jesu stemme med sine ører og fører længere samtaler med ham. Det fremstår som noget usædvanligt, måske ligefrem usandsynligt og fantastisk, som der selvfølgelig skal være plads til i en børnebog. Det kan børn såmænd godt gennemskue.
Denise derimod skildres som det ”normale” kristne barn, der ikke hører Jesus med sine ører – men hun ”hører” ham alligevel. Som hun selv forklarer Darwin: ”Jeg siger bare hej til Jesus, og så snakker jeg med ham om alt, hvad jeg har lyst til. Så fortæller han mig tit noget, som han har lyst til at fortælle. Det kan jeg som regel godt høre inden i mig, hvis jeg er lige så stille.”
Spørgsmålet er, om det er en god ide således at stille børn i udsigt, at Jesus vil tale direkte til dem inden i deres hoved? Jeg tror, det er en dårlig ide.
Sagen er, at mange børn – eller voksne for den sags skyld – ikke ”hører” Jesus tale direkte til dem på den måde, uanset hvor energisk de lytter. Og når et barn ikke ”hører” noget, kan det nemt komme til at tænke: Åh nej, Gud taler til alle andre, men ikke til mig. Der må være noget galt med mig. Det må mine forældre/mine venner/ de andre i kirken ikke opdage.
På den måde kan mindreværdsfølelser, fortielse og forstillelse blive knyttet til troen på Gud fra barnsben af, og det kan selvsagt give alvorlige bagslag.
Det er et ærgerligt minus ved en ellers sjov og velskrevet bog. Jeg synes, Fodgaard skulle skynde sig at skrive en bog mere, hvor han giver plads for de børn, der ikke ”hører” noget, men som bare må lade sig vejlede af Bibelen og det kristne fællesskab og deres forældre. De skal ikke føle sig mindreværdige.
Jesper Fodgaard:
Darwin møder Hr. Kristus
86 sider • 95 kr.
Mediacellen