Fordybelse er en vej til Gud

Lars Messerschmidt er katolsk præst – og karismatisk kristen. Han mener, at de gamle kirker har brug for fornyelse, men også at de karismatiske kirker kan lære noget om stilhed og fordybelse – og om at skelne mellem det åndelige og det følelsesmæssige.

– Min far var katolik, mor var medlem af folkekirken, men vi har nu aldrig haft religionskrig hjemme, fortæller Lars Messerschmidt.

– Min mor blev døbt i Herfølge Kirke, men gik enkelte gange med os i den katolske kirke i Gentofte, Sankt Andreas Kirke i Ordrup, hvor jeg voksede op, fortæller Lars Messerschmidt.
– Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg villet være præst – fra 6-8 års alderen. Jeg har altid vidst og følt, at jeg skulle være det. Min farbror var præst.
– Et kald er Guds vilje med ens liv. Det gælder om at finde det og høre det: Gennem Helligånden indefra og gennem ydre forhold, siger den katolske præst.
Han er født i 1937. Hans mor var hjemmegående, og hans far havde en ledende stilling i Bladhandler Forbundet, der havde bladkioskerne på togstationerne. Han har en storesøster og to yngre brødre.
(Lars Messerschmidt mener dog ikke, at han er i familie med den kendte politiker, Morten Messerschmidt, der netop har vundet EU-valget, red.)

Udfordret

Da han gik på gymnasiet blev hans tro udfordret.
– Dengang drak man dog ikke, som i vore dage … hvor der jo også er promiskuitet. En jødisk dreng og så mig, der var katolik, måtte ikke deltage i religionstimerne. Så der blev jeg konfronteret med fordomme. Men ellers havde de andre respekt – bare ikke megen forstand på tro og religion, siger Lars Messerschmidt.

Til Paris

Året efter sin studenter-eksamen, i 1956, flyttede han til Paris for at studere til præst.
Han gik på universitetet i København for at lære hebraisk og græsk – og skulle have dispensation for at få lov til at læse på Det Teologiske Fakultet, fordi han var katolik.

Åndelig vejleder

Lars Messerschmidt boede hos sine forældre, indtil han tog til Frankrig. Til et fuldstændigt anderledes liv. I Paris boede han på præsteseminariet, og vægten blev lagt på den åndelige dannelse foruden den teologiske uddannelse.
– I Frankrig voksede min tro. Det åndelige liv fyldte meget i uddannelsen. Bøn, meditation … jeg var en del af en 3-400 år gammel institution.
– Alle fik en åndelig vejleder. Jeg fik navnet på en præst og skulle møde op en halv time hver uge. Så skulle man tale om alt, hvad man havde på hjerte. Der var en blød overgang fra disse samtaler til almindelige skriftesamtaler. Efter fire år fik jeg en ny vejleder. Disse seks år med vejledning – at have været igennem sådan en proces – betød meget.

Lære at skelne mellem ånd og psyke

– Vejlederen skulle også hjælpe mig med at lære at bedømme ånderne. Og hjælpe mig med at afgøre, om det virkelig var Guds vilje, at jeg skulle være præst. Der er forskel på det psykologiske og det åndelige niveau. Jeg kan sige ”jeg føler det”, men jeg kan tage fejl, forklarer han.
Lars Messerschmidt har – siden han blev færdiguddannet præst – selv været flittigt benyttet som åndelig vejleder.
Der er stadig mange, der opsøger ham. Også fra andre trossamfund. Nogle har været i new age eller mødt guruer, men er blevet kristne og forstår, at de har brug for en kristen åndelig vejleder. Ikke en guru.
– I den ortodokse kirke er det et must at have en vejleder, hvis man er almindelig kristen. Man kan ikke gøre ægte fremskridt uden en åndelig vejleder. Det er vigtigt at finde den rette. I nogle sammenhænge flipper det pludselig ud, fordi vejlederne ikke selv har nogle vejledere.
– Det kræver ydmyghed at ville lade sig bedømme. Og tillid. Man skal føle, at vedkommende vil én det bedste, understreger præsten.

Mærkede Guds ånd

Den katolske kirke i Danmark er en mindretalskirke. At komme til Frankrig var en stor omvæltning for Lars Messerschmidt.
– Alt er uendeligt meget større end det, man oplever herhjemme … den måde at leve troen på var ny for mig. Selvfølgelig er der temperamentsforskelle, men det var rigdommen – de udtryksformer, som troen havde, der gjorde indtryk både i Frankrig og i Italien.
– Jeg var flere gange i Lour-des. Hvor atmosfæren er så tyk af Gud, at man kan skære i den. Ligesom i Medjugorje, hvor man skal være meget åndeligt lukket for ikke at mærke Guds Ånd. Det er skønt, at der findes disse nåde-steder. Gud har det med at udvælge steder rundt om i verden og gøre dem til nåde-steder. De drager folk, siger han.
Studieårene var fyldt med ånd. Spækket med oplevelser, han stadig husker med glæde.

Studerede i Rom og Jerusalem

Efter præsteseminariet ville Lars Messerschmidt gerne forsætte studierne. Han kom på Bibelinstituttet i Rom.
– Vi var fire danske præster, der havnede i Rom for at specialisere os. Jeg var også et halvt år i Jerusalem og rejste bl.a. rundt i Egypten, Libanon og Syrien. Det har jeg aldrig fortrudt. Bibel-teologi og Bibel-videnskab gjorde mig rigtig godt. Jeg havde mange åndelige oplevelser, der tilførte mig næring. Et af højdepunkterne var, da jeg sad på toppen af Sinaibjerget, hvor Moses modtog budene. Og da jeg talte med en græsk munk for foden af bjerget, beretter Lars Messerschmidt.

I gang som præst

I 1965 kom han til København og blev ansat i Sankt Ansgars Kirke som kapellan – hjælpepræst. Efter et år blev han sendt til Hillerød.
– Jeg har aldrig tvivlet på, at jeg var på rette hylde. Efter at jeg blev præst har jeg haft med en del ikke-kristne og sekulariserede mennesker at gøre – og har lært denne virkelighed at kende igennem dem. Jeg forstår den.
– Jesus blev fristet i alt, undtagen synd. Augustin levede langt væk fra Gud – med alt hvad det indebærer. Også præster kan på samme måde komme fra sådanne ikke-kristne miljøer og må gennemgå en virkelig omvendelse. Paulus gik også galt i byen, indtil Gud greb ind, siger han.

Karismatisk fornyelse

I 70’erne kom den karismatiske bevægelse fra Amerika. Den var økumenisk. Lars Messerschmidt kom med i en præstegruppe sammen med bl.a. Helge Pahus og Ole Skjerbæk Madsen.
– Vi mødtes hver 14. dag, bad sammen, læste sammen i Bibelen og spiste frokost. Vi arrangerede også karismatiske fællesstævner og udvekslede fælles erfaringer af Helligånden, fortæller Messerschmidt.
Han forklarer, at den lutherske kirke ikke var særlig åben, fordi Luther stærkt bekæmpede det, man dengang kaldte ’sværmere’, og som man forbandt med vor tids karismatikere.
Den katolske kirke derimod var med fra starten.
Paul den 6., som var pave i 1975, sagde ja til et katolsk karismatisk stævne i Rom, hvor også mange fra Danmark deltog. Paven sagde, at den karismatiske fornyelse var en chance for kirken.
– Latinamerika og Brasilien var i 70’erne hærget af amerikanske evangelikale sekter – frikirker ude på overdrevet. Og af befrielses-teologien, som gjorde kristendom til et politisk program.
De latinamerikanske biskopper erkendte, at en levende kristendom ved Helligånden var svaret, siger præsten.

Bedøm ånderne

Han mener, at der mangler undervisning om Helligånden og nådegaverne. Man skal lære, hvordan man skal bedømme nådegaver. Djævelen kommer også og plagierer Helligånden, så der opstår en falsk karismatik.
– Nogle kan have skjulte motiver til at optræde karismatisk. Paulus bebrejdede menigheden i Korinth, at den levede efter kødet, dvs. uåndeligt, selvom den var en af de mest karismatiske menigheder dengang.
Folk tror, at man skal være helgen for at modtage nådegaver. Nådegaver – karismer – er en udrustning, man får for at kunne leve og tjene, ikke en belønning. Nådegaver skænkes mennesker ganske gratis, hvis de er villige til at tjene Herren. Helligånden giver, hvad man har brug for, hvis man åbner sig for den, forklarer han.
Præsten understreger, at når man læser helgenernes selvbiografier, kan man se, at jo mere hellige de bliver, jo mere syndige føler de sig. Han citerer pinseforstander Alfred Lorenzen: ”Jo mere jeg lærer Gud at kende, jo større bliver han”.

Jesus er ordstyrer

– Når jeg taler med folk – åndelige samtaler – siger jeg altid: ”Her begynder vi med at bede”. Og Jesus leder vores samtale. Jesus er altid med og styrer samtalen. Så kommer vi ind på emner, jeg slet ikke havde planlagt. Bagefter spørger jeg: ”Hvor er vi havnet nu? Er det dig, der har ført samtalen derhen?” Hvis ”Nej”, så er det Jesus, siger han.
– Guds verden er radikalt forskellig fra menneskers. Der går dom over verden. Djævelen skal fratages sin magt. Vi befinder os i åndelig kamp mod åndsmagterne, men mange kristne benægter, at Djævelen eksisterer.
– Hele livet er en åndelig kamp. Der er mennesker, Gud har udvalgt til at stå forrest i kampen. Men også jævne mennesker har helt anonymt kæmpet en åndelig kamp.
– Djævelen er smart og kan mange tricks. Jesus sagde til Peter: Du er klippen, og helvedes porte skal ikke overvinde den. Djævelen forsøger at ødelægge kirken, advarer han.
De kristne familier, præsterne og klostrene er de vigtigste målgrupper for Djævelens forsøg på at ødelægge Kristi kirke.
Lars Messerschmidt mener, at synd belaster mange såkaldte ”kristne”.
– Alt for mange tror, de tror. De bliver fornærmede, hvis man stiller spørgsmålstegn ved deres tro. Men man kan mærke, om en person virkelig kender Jesus, forklarer præsten.

Stilhed og fordybelse

– En del pinsefolk er blevet inspireret af katolske karismatikere til at lære om stilhed og indre fordybelse.
– Der skal være plads til ydre udfoldelse i gudstjenesten, men der er en fare for, at det kan blive meget overfladisk og følelsesladet, siger han.
I mange pinsekirker bruger man musik til at vække følelser. Men tro er ikke identisk med følelser. Lars Messerschmidt advarer om, at der kan ske en forveksling mellem den naturlige følelsesmæssige begejstring og det guddommelige.

Kristen mystik

– Ordet karismatisk har på grund af medierne skiftet betydning, ja er blevet forfalsket.
Fx er Barack Obama udnævnt til at være en karismatisk person. Det er en problematisk brug af begrebet, for det er et teologisk begreb: En karismatisk person er en person med guddommelige nådegaver.
I dag kaldes enhver, der har en forsamling i sin hule hånd, karismatisk. Djævelen har snuppet ordet, siger Lars Messerschmidt.
Han forklarer, at teologisk set må det karismatiske ikke skilles fra mystikken, som flere igen er begyndt at få øjnene op for. Kristen mystik er Helligånden indadtil. Det karismatiske er Helligånden udadtil.
– Mange mystikere var ikke udadvendte. Hvor man ikke har sans for mystik, bliver det karismatiske overfladisk. Det ender med bare at være følelser. Ikke Guds Ånd.
– Nogle udstiller sig selv af forkerte motiver. Derfor er det vigtigt at være under vejledning. At være stille for Gud. Og se, hvad der kommer ud af det.
– Du får Guds gerning til indtægt. Jeg er ikke kommet for at gøre min vilje, men Faderens, som sendte mig, siger Jesus.
Er du i tvivl om, det er Guds vilje, så gå til en, der kan hjælpe dig. Gud går imod vores ego. Vi narrer os selv, så let, så let, advarer han.

I dialog med Gud

Både i de små og store ting henvender Lars Messerschmidt sig til Vor Herre.
– Når jeg fx kører i bil, beder jeg: ”Giv mig en parkeringsplads”. Nogle gange vælger Gud at give mig en p-plads, der er lidt længere borte. Så tænker jeg, at det er fordi, jeg trænger til at bevæge mig lidt.
– Nogle mener ikke, man kan ulejlige Jesus med den slags småting. Men hvorfor ikke, når han er med os under alle forhold? Det er godt at inddrage Jesus i alt. Tænk hvis Guds vilje altid fik lov til at ske. At det var helt normalt at spørge Gud, om det var hans vilje, at man skulle gøre dette eller hint, siger han.
Helligånden ønsker at vise dig, om der er holdninger eller tankemønstre, der skal arbejdes på. Gud viser det, og så inviterer han dig til at få de ting på plads. Hvis Jesus har vist dig, at du har et problem, hvad gør du så ved det? Spil bolden tilbage til Gud, opfordrer præsten.
Stilheden er det privilegerede rum for mødet med Gud. Et indre lønkammer. Uden indre stilhed bliver lovprisning udadtil tom. Det er vigtigt, at man tør være alene med Gud.

Åndelige angreb

I Medjugorje hørte præsten engang under en gudstjeneste ”høje skrig fra en kvinde angrebet af Djævelen”:
– Djævelen er virkelig. Der hvor en kristen bliver stærk, nærværende og aktiv, provokeres fjenden. Alle kristne møder fjenden på et tidspunkt. Alle udsættes for fristelser.
Men alle kan bede befrielsesbønner, forklarer præsten, der selv har stor erfaring hermed.
I Polen oplevede Messer-schmidt en kvinde, der var meget plaget af Djævelen. Der blev bedt for hende i flere timer.
– I ortodokse klostre er den slags daglig kost. De besatte søger til klostrene for at få hjælp. De overfaldes og maltrakteres selv inde i kirken.
– Jeg maler Fanden på væggen, fordi det er et forbudt emne herhjemme. Dog skal man altid forsøge at skelne mellem det psykiske i mennesket og det åndelige. Besættelseslignende tilstande kan faktisk være psykisk bestemt og ikke af dæmonisk art. Men der findes onde ånder!
– Hele sex-kulturen er for mig at se udtryk for, at Djævelen har erobret den menneskelige seksualitet for at ødelægge den, og dermed ægteskabet, som er helligt. Den udbredte praksis i dag, at unge og ældre flytter sammen og lever, som om de var gift og ofte endda sætter børn i verden, er et udtryk for en alternativ form for det ægteskab, Gud selv har indstiftet, mener han.

Enhed, men ikke nadver

Lars Messerschmidt mener også, at det er vigtigt, at kristne tager Jesu bøn om enhed alvorligt. Alle bør brænde for enhed.
Dog må man tage de store teologiske forskelle mellem de kristne alvorligt og ikke bare tro, at de er uden betydning i Guds øjne. Et eksempel er nadveren, hvor den katolske og ortodokse kirke har et andet syn end de protestantiske kirker og derfor ikke ønsker fælles nadver.

Alle har jævnligt behov for at skrifte

Lars Messerschmidt sætter skriftemålet højt. I mange tilfælde er det nødvendigt, for at et menneske kan få sjælefred gennem Guds tilgivelse i skriftemålet.
Skriftemålsprakis er dog i de sidste årtier gået en del tilbage. Tidligere kunne en præst sidde i timevis og høre folks skriftemål, især op til de store fester eller om lørdagen.
– Forklaringen er, at folk ikke tror, at de begår synder. De har ingen syndsbevidsthed. Det er altid andres skyld, hvis de har gjort noget forkert. Børn ved ikke, hvad synd er. Man tager ikke ansvar for sine dårlige handlinger. Derfor har de ikke brug for Jesus som frelser.
– Enhver skal jævnligt spørge sig selv: Lever jeg op til Guds vilje med mit liv? Alle alvorlige synder skal nævnes i skriftemålet. Tingene skal kaldes ved det rette navn. Men andres synder mod én skal også tilgives, siger Jesus. Nogle gange kræver det Helligåndens hjælp, fx hvis man skal tilgive svære ting som overgreb. Men sandheden skal frem i lyset, for at man kan blive befriet og helbredt.
Helligånden minder lidt efter lidt om de vigtige ting i ens liv, der skal frem i lyset. Man skal dog ikke være fuldkommen på en gang. Gud tolererer, at man stadig synder, men kalder hele tiden til omvendelse fra synden. Men mennesket kan ikke selv fastsætte sit eget moralske kodeks, som det er så almindeligt i dag, også blandt kristne, tilføjer Lars Messerschmidt.