Bibelord i studenterhuen
Danske studenter laver forskellige klip i huen, som har med druk-kulturen at gøre. Men blandt kristne studenter bruger man bibelvers.
Studentereksamen er en milepæl, som bliver fejret grundigt. Man kan sætte sit eget præg på huen med forskellige inskriptioner, og det benytter mange sig af.
– Der er noget, der er vigtigere end fest og spas, siger htx-student Frederik Bach-Svendsen fra Esbjerg. Han har ikke mindre end tre bibelhenvisninger i sin hue sammen med teksten ’Af nåde er I frelst’ fra Efeserbrevet 2:5. De øvrige henvisninger er Kol. 2:14, som var hans konfirmationsvers og Salme 103 ”som bare er god at mindes”.
Efter huen
Frederik skal på LTC (Kristeligt Forbund for Studerendes Ledertræningscenter) fra august. Her håber han at komme tættere på Gud, blive bedre til at holde bibeltimer og forsvare troen, bl.a. i gymnasieverdenen. Senere skal han måske være volontør i Tanzania, før han begynder at læse til ingeniør.
Drømmen er at arbejde inden for offshore med opfindelser og design fx til delene på en boreplatform.
Maria fra Haderslev skal efter ferien arbejde et år i Cambodja som volontør for Luthersk Mission.
Klassekammeraten Daniel skal sammen med syv andre drenge fra klassen på pilgrimstur til Spanien. De otte vil lige nu gerne glemme alt om skole og bøger – og praktisere deres spanske undervejs.