Bjørnen Alfred samlede børnene til fødselsdag
Af Niels Christian Melgaard
Bjørnen Alfred dukker op ved informationshuset på Mørkholt Strand Camping og har fået følgeskab af nogle børn og voksne.
”Er der nogle børn, der skal med til min fødselsdag?” spørger han, mens han bevæger sig rundt mellem campingvogne og hytter. Børnene har gaver, mest slik, som vækker stor begejstring hos Alfred, og enkelte har gulerødder med.
På vej op mod teltet, der rummer bibelcampingens samlinger for børnene, får han følgeskab af flere børn, der har taget voksne med.
Efter fødselsdagssangen for den fem-årige Alfred i teltet synger børnene ”Dans og syng en glædessang” og ”Åh, åh, åh, åh, hvor Gud er god mod mig”, og mødelederen minder børnene om at synge godt med, fordi sangene skal synges til et af de møder, der er fælles for alle på bibelcampingen.
Forkyndelsen, der både rummer bibelfortælling, en soldat med sværd og dukketeater, handler om Elisas tjener, der fik lov til at se en engel og Guds ildhær.
Bagerst i teltet er der stillet borde og stole op, lagt tegninger og farveredskaber frem, så formiddagens time med forkyndelse kan bearbejdes kreativt.