Inviterede byrådet på besøg på SommerOase

Generalsekretær Karsten Bach (tv) sammen med nogle af Odders byrådsmedlemmer.
Generalsekretær Karsten Bach (tv) sammen med nogle af Odders byrådsmedlemmer.

Hvert år må Oase-bevægelsen vente på at få en tilladelse til at holde SommerOase på kommunens ledige jord rundt om Rudehøj Efterskole.

Kommunen kan ikke rigtig beslutte sig til, om jorden skal bruges til industribyggeri.
Men den nye generalsekretær i Oase, Karsten Bach, er en handlingens mand.
Han inviterede derfor byrådets medlemmer på sightseeing på SommerOase.
– Jeg syntes, de skulle se, hvad der foregår herude, så der ikke er nogle dumme fordomme.
Vi er jo uden tvivl Odder Kommunes største festival-arrangement. Det giver kommunen en masse fordele. Fx bliver der jo købt ekstra meget i butikkerne, og vores folk får et godt indtryk af Odder, siger Karsten Bach.
Udover at tage byrådsmedlemmerne med rundt på pladsen, hvor ca. 3.000 camperede (og næsten ligeså mange gæster var på besøg om torsdagen) tog Karsten Bach også byrådsmedlemmerne med op i en helikoptertur over området, så de kunne få lidt overblik.
Arrangementet gav positiv omtale i den lokale presse, og Oase håber, at man fremover kan få bedre aftaler og i det mindste en god kommunikation med kommunen.
Karsten Bach har god erfaring med byrådsmedlemmer. Han har tidligere været turistchef i Kolding kommune.
Henri