Oase-leder: Godt tilfreds
Oase-generalsekretær Karsten Bach er godt tilfreds med årets sommercamp.
– Det har været fantastisk, og vi har følt Guds velsignelse. Mange er blevet mødt af Jesus for første gang, nogle er blevet helbredt, nogle befriet for dæmoner. Og vi har fået mange kort fra deltagerne, hvor de udtrykker deres glæde, siger generalsekretæren.
– Rigtigt mange har været berørt af at høre på Ajith Fernando fra Sri Lanka, som kunne fortælle om glæden og velsignelsen ved at tjene Jesus midt i forfølgelser og lidelser.
SommerOase har været præget af ro og god stemning.
Vejret var dårligt de første par dage, hvor Ådalen blev oversvømmet, fordi åen gik over sine bredder. Det gik ud over Dybere Liv-gruppen og nogle af de unge, som måtte flytte deres telte. Men ellers var vejret jo rigtigt godt. Vi har haft 2.952 beboere, og på gæstedagen slap vores armbånd op, da vi nåede til 5.000 i alt. Så jeg regner med, at vi i alt kom op på omkring 6.000 i år.
I Store Telt (for voksne) blev der indsamlet 277.577 kr. til DanskOase. BUO fik indsamlet 162.174 via løb og kollekt – til børn og unge.
Bevæg dig!
Charlotte Gambill fra Life Church, Bradford, England talte både på Pinsevækkelsens Sommercamp i Mariager og på SommerOase i Odder.
Det er et eksempel på det gode samarbejde, der er mellem de forskellige kirkers sommercamps. Man deler talere, lydanlæg og andet godt.
Charlotte Gambill er kendt for at tale så hurtigt, at hendes tolke ikke kan følge med. Og på SommerOase kom hun med et festfyrværkeri af en opsang:
– Bevæg jer! sagde hun.
– Sid ikke bare og vent på, at Gud kommer. Gud forventer, at du bevæger dig henimod ham. Du må flytte dig fra din position, dine følelser og dine fordomme.
Men når man flytter sig, så freaker folk ud, advarede hun.
– Mange kristne ledere véd godt, hvor de skal være, men de tør ikke af frygt for menigheden. Så i stedet sætter de hastigheden efter de langsomste. De vælger den laveste fællesnævner, sagde hun og sammenlignede med Maria Magdalene fra bibelhistorien.
– Hun løb ud til graven, før det endnu var lyst. Mændene sov eller sad derhjemme. Hun troede, at hun skulle ud og græde. Men Gud havde en anden plan: Hun skulle lovsynge, for Jesus var ikke længere i graven!
Jesus ændrede Marias forestillinger og følelser ved blot at sige hendes navn: Maria.
Så var alt forandret.
Henri