Det er ok at sætte grænser

Min opgave er at passe den have, Gud har givet mig – min familie og min stille tid med ham. Jeg behøver ikke at sige ja for at få andres gunst, erfarede Roswitha Wurm.

Mange kristne kan ofte have svært ved at sætte grænser. Men det er nødvendigt for at passe på sig selv.

Mine to drenge var i børnehave og skole, babyen sov, og jeg forberedte aftensmad. Mens jeg lavede grønsagstilbehøret til pastaretten, lyttede jeg til den blide klang af panfløjtemusik.
Bare et par uger tidligere var vi flyttet fra en lille lejlighed i byen til et rummeligt hus med have. Selvom forhaven stadig lignede en pløjemark, nød jeg, at den milde forårsluft kunne strømme ind i vores nye hjem gennem terrassedøren.
Pludselig mærkede jeg, at en kold hånd bagfra blev holdt hen foran mine øjne og trak mig væk fra komfuret. ”Hej, hej!” lød det med skinger kvinderøst. Jeg drejede rundt og så ind i øjnene på en jævnaldrende nabokone, som jeg dagen før havde lært at kende på den legeplads, der hørte til boligerne.

En lav hæk

Mens jeg var ved at komme mig af forskrækkelsen, spurgte jeg: ”Hvordan er du kommet ind?”
”Gennem terrassedøren, selvfølgelig!” forklarede hun. ”Det er praktisk, at jeres hæk er så lav!”
I begejstring over sin egen idé pludrede hun muntert videre og udklækkede planer for fælles eftermiddagsaktiviteter med vores børn. På trods af, at jeg bestemt ønskede at få venner det nye sted, følte jeg mig – overrumplet!
Før jeg hentede drengene fra skole og børnehave, gik jeg ud i haven. Forbavset opdagede jeg dér en halvvissen plante i mit nyanlagte urtebed – en plante, jeg ikke selv havde sat. Da jeg kiggede rundt med et søgende blik, vinkede en anden nabokone til mig fra legepladsen og råbte:
”Henne i supermarkedet ville en af de ansatte lige til at smide den plante væk. Jeg syntes, det var en skam. Den kunne du da sætte i dit bed. Da du så ikke var hjemme lige før, satte jeg planten i jorden for dig. Jeg håber, det er i orden?”

Forstyrrende hegn?

Nu har vi boet i det hus i mange år. Der er hegn rundt om begge vores haver. En hæk i mandshøjde beskytter os mod naboers nysgerrige blikke. Postbuddet må bekvemme sig til at ringe på dørklokken. Nogle oplever hækken som forstyrrende. Andre siger derimod til os, at den er en smuk grøn farveklat i landskabet.
Vores familie elsker at have gæster. Der er flere, der spontant ringer på døren og bliver et stykke tid. Det er en stor fordel at bo sådan, at man ikke pludselig bliver prikket på skulderen bagfra, men at gæsterne kommer ind i vores hjem gennem fordøren. Så har vi en chance for frivilligt at åbne døren for dem og byde dem velkommen som gæster. Hvis det ikke lige passer så godt, kan vi lade døren forblive lukket.

Nødvendige hegn

Vores have, som nu er beskyttet af et hegn, er for mig et billede på mit liv. Gennem mange år havde jeg – uden at tage hensyn til mine kræfter og min faktiske formåen – altid svaret på andres ønsker og krav med et ”ja”. For det var da helt åbenlyst: De andre havde brug for mig – det forsikrede de mig hele tiden om.
Desuden var det dejligt, at der var brug for én. Jeg mærkede slet ikke, at jeg lidt efter lidt opgav mig selv og efterhånden kun levede efter andres ønsker.

Meningsfulde hegn

Det er meget svært at sætte grænser, specielt hvis man er opvokset i et meget høfligt miljø. I de fleste menneskers hoveder er ”nej” ikke et neutralt ord. Det er behæftet med forestillingen om, at en nej-siger er en egoist.
Men hegn kan give god mening. Hvis jeg ønsker for min have, at det er de planter, jeg har sat, der skal vokse, og de frø, jeg har sat, der skal spire, så er det vigtigt, at jeg beskytter mit bed. Hvis der er en, der beder mig om noget, må et nej også være tilladt.

’Hvis du elsker mig’

En befaling kræver et ja, en bøn muliggør et frit valg. Og det sidste er det, jeg gerne vil have – og også gerne vil give andre.
Selv om en forespørgsel er formuleret som en bøn, er mange mennesker bange for at sige nej, fordi de frygter konsekvenserne. Fx frygter de, at et nej kunne ødelægge forholdet til den anden person.
Og mange mennesker bruger manipulerende formuleringer for at få os til at gøre det, de vil have os til: ”Hvis du elsker mig…”; ”Hvis du virkelig vil hjælpe mig…”; Du må ikke lade mig i stikken nu!”
Sådanne sætninger kan få os til at sige ja, uden at vi egentlig vil det. For hvem vil vel lade en anden i stikken? Og naturligvis vil vi gerne hjælpe. Naturligvis vil vi vise den anden vores kærlighed.
Alligevel bevirker et sådant ja, som vi presses til at komme med, en følelse af resignation i vores indre.
Sådan følte jeg i hvert fald, da jeg påtog mig endnu en ulønnet opgave.
Jeg havde følelsen af, at nogen uopfordret var gået ind i min livs-have og havde plantet sin egen idé.
Nu havde jeg pludselig alt for lidt tid til at passe de blomster, Gud havde plantet for mig, fx tid til min familie og til at være stille for Gud.

Beskyt hjertet

På det tidspunkt blev jeg bevidst om en meget vigtig ting: Jeg må beskytte mit hjerte. Somme tider betyder det, at jeg må sige nej, også selv om det ikke behager mine medmennesker.
At opsætte beskyttende hegn er en vanskelig livsfase. Der var mennesker, som jeg tabte af syne, og som bebrejdede mig: ”Du har da ellers altid sagt ja, hvorfor ikke denne gang?” Ja, der var nogle, som tidligere havde kaldt mig deres veninde, der forlod mig.
Men efter et stykke tid følte jeg mig mere fri og lykkelig end nogensinde tidligere. For jeg mistede nogle mennesker i min omgangskreds, som havde levet på min bekostning, og som nu søgte efter andre ja-sigere til deres planer.
Til gengæld styrkedes relationer til andre mennesker. En bekendt sagde til mig: ”Nu tør jeg at bede dig om en tjeneste, fordi jeg ved, du kun siger ja, hvis det virkelig passer dig. Før følte jeg tit, at jeg udnyttede dig, fordi du altid svarede ja!”
Da jeg begyndte at opsætte beskyttende hegn, tog jeg stilling til flere spørgsmål:
– Hvorfor siger jeg ja, selvom jeg helst ville sige nej? Er jeg bange for, at den anden person ellers ikke vil holde af mig?
– Hører denne opgave hjemme i min livs-have, dvs. hører den til Guds planer for mit liv? Eller ligger den udenfor?
– Kan jeg virkelig tage ansvar for denne sag eller person?
– Siger jeg ja, fordi jeg derved vil hæve min selvfølelse, eller er det af ægte overbevisning?
– Tror jeg, at Gud elsker mig betingelsesløst – også uden min præstation?

En glad livs-have

Guds bud lyder: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, med hele din sjæl, med hele din forstand og med hele din styrke!” og: ”Du skal elske dine medmennesker som dig selv!” (Markus 12,30-31).
Deri gemmer der sig et vigtigt budskab: Kun Gud skylder vi vores grænseløse kærlighed, for han elsker også os grænseløst. Over for ham behøver vi ikke at opsætte noget beskyttende hegn.
Et menneske, som erfarer Guds kærlighed, tvinges ikke længere til at indrette sine handlinger efter at få andres kærlighed og gunst ved hele tiden at sige ja. Vi får lov til at stille vores kærlighedbehov hos Gud. Hans kærlighed er en gave. Vi behøver ikke og kan ikke fortjene den.
I dag ved jeg, at jeg er betingelsesløst elsket af Gud. Denne viden gør det lettere for mig at give andre lov til også at benytte min have. Dog ikke mere uundgåeligt og overfaldsagtigt, men ved hjælp af et beskyttende hegn. Det vil jeg ikke længere undvære. For det giver mig frihed til selv at forme min livs-have.
Roswitha Wurm bor med sin familie i Wien. Hun er pædagog og forfatter. www.roswitha-wurm.at.

Af Roswitha Wurm