Sidste Gaza Terrortunneller ventes ødelagt idag

De resterende terroristtunneller, der dybt nede fører fra Gaza-striben til israelsk område, ventes ødelagt i løbet af søndagen og mandagen.

Hamas har brugt fem år på at opbygge denne strategiske trussel. Israels militær har tilintetgjort 31 tunneller i løbet af to uger.
– Det er Hamas’s flagskib, der nu ligger i ruiner, siger en israelsk militær kilde.
Man vil imidlertid ikke udelukke, at der er nogle få tunneller tilbage, som hæren endnu ikke har identificeret.

Gennem de underjordiske passager skulle svært bevæbnede mordergrupper sendes ind under israelske bebyggelser for at angribe militærstillinger bagfra.
Angriberne var til at begynde med i civil tøj, men skulle dukke op i Israel forklædt som israelske soldater og udstyret med våben som kunne medføre massedrab.

Motorcykler
I nogle tunneller opdagede militæret motorcykler, som Hamas havde øremærket til hurtige angreb inde i Israel og påfølgende retræte tilbage til Gaza.
Ifølge en israelsk militærtalsmand kunne kun en landoffensiv gøre det muligt for militæret at ødelægge tunnellerne.
Talsmanden siger, at når Hamas’ ledere kommer frem af deres bunkere, vil de se, at deres årelange arbejde med at lave dette netværk af tunneller nu ligger i ruiner. De vil sikkert tænke sig godt om, før de igen vil investere så mange ressourcer.

Det israelske militær er nu ved at reorganisere sig i Gaza-striben og afventer nye instrukser fra sikkerhedskabinettet.
Kabinettet har på et fem timer langt møde enstemmigt vedtaget, at  Israel ikke længere søger efter en våbenhvile i Gaza via forhandlinger med Hamas, og at Israel derfor ikke agter at sende en delegation til våbenhviledrøftelser i Cairo.