Taknemligheds tjek

Jeg satte mig ind i bilen med bankende hjerte og fugtige hænder. Mon den ville starte denne gang?

Det var min mors bil, som jeg havde lånt nogle dage, og jeg vidste godt, at den af og til kunne drille lidt. Tidligere på dagen havde jeg måtte efterlade den på Nettos parkeringsplads og var nu vendt tilbage for at se, om den var kommet på bedre tanker. Inden jeg drejede nøglen, ransagede jeg mit hjerte. Havde jeg mon gjort noget forkert siden denne ulykke var kommet over mig? Normalt tog jeg bussen hjem fra arbejde 3-4 gange om ugen, og måtte indrømme en begyndende utilfredshed over ikke at have egen bil. Jeg var med andre ord utaknemlig.
Og det endda selvom jeg efter avisens flytning til Christiansfeld nu havde halvt så langt hjem. Og bussen kom (næsten) altid til tiden. Og jeg kunne køre med min mand om morgenen. Og det nye rejsekort fungerede upåklageligt.
Så jeg omvendte mig straks og besluttede at blive bedre til at være taknemlig. Sådan generelt. Bilen startede og jeg kom hele vejen hjem uden problemer.
Min fornuft ved godt, at bilens startvanskeligheder havde en logisk forklaring som sikkert ikke havde noget med mine forseelser at gøre. Men min underbevidsthed reagerede anderledes. Måske fordi de få gange i skolen hvor jeg brød reglerne kom konsekvenserne promte: Eftersidning, sendt uden for døren – mens andre slap fra dårlig opførsel gang efter gang.
Men uanset underbevidsthedens uransagelige veje, så var jeg taknemlig for påmindelsen om at sige tak til Gud under alle forhold. Det er nemlig Guds vilje for os. (1. thess. 5:18).