25 år på dansk jord

s2_Ruth CilwikRuth Cilwik Andersen fyldte onsdag d. 3. september 50 år og har som tysker 25-års jubilæum på dansk jord!

Ruth er i dag præst i Frederiksværk og formand for Frivilligcenter Fredensborg, men hun er født og opvokset i Tyskland.
Her uddannede hun sig først til lægeassistent, før hun gik i gang med en præsteuddannelse. Hun var på 6 måneders praktik i forskellige sociale institutioner og kirker i Europa og herefter 7 måneder i Nepal og Indien for at arbejde på et børnehjem og på en klinik for ambulante patienter.
I 1989 kom Ruth til Danmark for kortvarigt at hjælpe Frydensberg Efterskole, Mariager, med tyskundervisning.
Men Ruth blev herefter i 1990 ungdomspræst i pinsekirken på Lyngbyvej. Her arrangerede Ruth bl.a. ledertræningsforløb, weekends- og sommerlejre og ture til Ukraine, Tyrkiet og i Skandinavien.
Ruths var også ude på skoler og med i KKR/TV for at formidle sin kristne tro til unge.
Hun har også taget en iværksætteruddannelse og læst til merkonom. Og hun er certificeret coach.
I 2003 flyttede Ruth til Nordjylland og blev bl.a. medlem af det regionale udviklingsråd, udvalget med særlige behov, skolebestyrelsen og Willow Creek. Ruth var inspirator til etablering af et Frivilligcenter i Kommunen sammen med kommunens borgmester. Hun var også med til at etablere en lokalafdeling af Skole og Samfund og arbejdede som formand, indtil familien flyttede til Humlebæk i 2008, hvor Ruth blev præst i Strandvejskirken i Humlebæk og i 2012 i Frikirken i Frederiksværk. I 2009 tog hun initiativ til at etablere Frivilligcenter Fredensborg, som er en paraplyorganisation for social t engagerede, integrations- og handicapforeninger.
Som 10-årig blev Ruth spurgt om at hjælpe til i en juniorklub, og siden da har hun engageret sig i mennesker og projekter for at hjælpe eller organisere hjælp – og inspirere andre til at gøre ligeså – drevet af lyst, næstekærlighed og vision
Privat er Ruth gift på 20. år med Erik og har en søn på 16 og en plejedatter på 6 år.
Søndag den 14. september holder hun reception mellem 12–15 i Frikirken, Havnevej 15, Frederiksværk sammen med menighedsrådsmedlem Jytte Jensen, som også fylder 50 år.
Henri Nissen.