Apostolsk Højskole i Kolding 75 år
Højskolen, som i dag hedder Kolding Internationale Højskole, blev i sin tid bygget af lokale ildsjæle – og med dimensioner som Noahs Ark!
Kolding Internationale Højskole i Kolding kan i år fejre 75 års jubilæum. Det fejres bl.a. med en elevdag på fredag den 19. september og en reception lørdag den 20. september.
Højskolen er i sig selv et stykke spændende tros-historie.
Apostolsk Kirke blev grundlagt i 1924, men forud var mange af medlemmerne med i Pinsebevægelsen, som var kommet til Danmark ca. 1907 fra Los Angeles via den norske metodist-prædikant T.B. Barrat
Pinsevækkelsen lagde vægt på Helligåndens dåb og at nådegaverne kom i brug.
Wales vækkelsen
I 1904 var der udbrudt en lignende pinsevækkelse med tegn og undere i Wales. Denne bevægelsen betonede også betydningen af de fem tjeneste-embeder: apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere, som Paulus beskriver i Efeserbrevet kapitel 4.
Den kendte skuespiller Anna Larsen (senere kendt for sangen ”En gang leved’ jeg for verden”) og hendes mand, tidl. KFUM-sekretær Sigurd Bjørner m.fl. brød med Pinsebevægelsen. De ville oprette en apostolsk ledet pinsebevægelse. Og dermed opstod Apostolsk Kirke i Danmark.
En gruppe kristne omkring landmands-familien Beck i Seest ved Kolding var blevet optaget af bevægelsen og de store vækkelser, der brød ud i bl.a. Wales, USA, Australien, Indien og Østasien på grund af den vågnede forståelse for Helligåndens betydning.
Visionen om bibelskolen
Sigfred Beck, der selv deltog i evangelisations-rejser i bl.a. Schweiz, fik en overnaturlig vision om at bygge en international bibel-højskole. Gården Kristinesmindes jorder blev doneret til sagen.
Højskolen fik først til huse i små midlertidige bygninger på modsatte side af den smukke sø, som i dag danner de smukke rammer om højskolen i Seest ved Kolding.
De første år var der kun kurser i efteråret, hvor der ikke var så meget at lave i landbruget og unge mennesker derfor havde tid til at studere.
Under krigen beslaglagde den tyske besættelsesmagt en del af faciliteterne og udsatte dermed færdiggørelsen af den store højskolebygning.
Under krigen fik de kristne i bevægelsen flere profetier om, at der skulle komme elever fra andre lande.
– Dengang havde tyskerne en vagtpost på bakken, og 2. verdenskrig rasede. Det var helt utænkeligt, og de troende kom gang på gang i tvivl om profetien, fortæller Theo Lachat, en af de tidligere teologiske professorer på skolen.
– Men Gud bekræftede gang på gang: ”I siger… men jeg siger….” fortæller Theo.
Efter krigen fortsatte man med at bygge den mægtige højskole i tre længer og 4 etager. Det tog ca. tre år.
Guddommelig plan
Becks vision om højskolen var så bogstavelig, at han kunne tegne hele planen ned på kort tid, og størrelsen på højskolen kom til at svare til målene på Noahs Ark – blot foldet sammen i en trelænget bygning!
Et enkelt sted fulgte man ikke den ’guddommelige plan’, men gjorde bygningen smallere – og det har man siden fortrudt.
De bølgende, lidt upraktiske landbrugsmarker blev nu forvandlet til en naturskøn højskolepark. Her var i forvejen et Oliebjerg og en Genesaret Sø. Og til trods for, at stedet var et af de højeste i byen og på egnen, så blev vandet mærkeligt nok i søen, som åbenbart var omgivet af et lerlag, der holdt på vandet. Det var som om Gud selv havde skabt stedet, – og det havde han jo også.
En stor flok frivillige fra hele landet gjorde det muligt at bygge den mægtige bygning og midlerne kom ind.
International betydning
Efter krigen strømmede hundredevis af danske og udenlandske unge til den evangeliske og karismatiske skole, hvor de fik en grundig bibelundervisning i den apostolske teologi af bl.a. Sigfred Beck.
Kolding var dengang et valfartssted, ligesom Hillsong i Australien eller Bethel i Californien i dag er for kristne unge fra hele verden.
Højskolen har gennem årene haft elever fra især den fransktalende og tysktalende del af Europa. Men også elever fra Pakistan, Indien, Nepal og de afrikanske og arabiske lande kom til Internationale Apostolic Bible College i Kolding.
Mange kommer tilbage til Kolding til jubilæet og kan – endda på dansk – fortælle om de kirker og bevægelser, de har oprettet rundt om i verden.
Jubilæumsfest
Højskolen er i dag uafhængig, men fortsat knyttet til Apostolsk Netværk. Den ledes af en bestyrelse, der vælges af et bredt repræsentantskab.
Fredag d. 19. kan specielt de tidligere elever og medarbejdere møde hinanden igen. Det begynder ved kaffetid, hvor den nuværende og den tidligere forstander, Sigbjørn Sørensen og Bent Christiansen, byder velkommen. Derefter samles årgangene hver for sig, og om aftenen er der forskellige indslag, lovsangs-aften og café.
Lørdag er der så officiel reception også for alle andre kl. 15-18 med kagebord og festtaler, netværk og udstillinger. Og senere kan man tilmelde sig og betale for at være med til en international banket med diverse kunstneriske indslag.