Den store brøleabe!

Af Johanna Gottschalk
Vi havde en overgang besøg af en gæst, som jeg egentlig aldrig havde troet, jeg skulle komme til at invitere indenfor i mit hus.

Men han trængte sig på med sin hjælp og smuttede i et svagt øjeblik fra min side ind gennem døren til vores hjem.
Hvad hans navn var?
Den store brøleabe!
Den store brøleabe fik mig til at tro, at jeg havde brug for hans hjælp. Med alt det, jeg havde om ørerne, skulle børnene simpelthen lære at makke ret med det samme, og hvis de ikke hørte efter, hvad jeg sagde, var der ikke anden udvej end at hæve stemmen. Ja, og hvis de derefter stadig ikke reagerede, skulle jeg tale endnu højere for at bevare min autoritet og optræde konsekvent.
Hvad den store brøleabe ganske vist havde glemt at fortælle mig var, at han også havde tilbudt børnene sin hjælp til at få deres meninger og ønsker igennem.
Når som helst tvivlen om det nødvendige i at råbe højt meldte sig, stod han klar til berolige mig.
”Når alt kommer til alt, kan du jo ikke være tre steder på én gang,” forklarede han. Og var det ikke sandt? Når jeg for eksempel sad på en bænk på legepladsen og ammede mit yngste barn, og det midterste barn pludselig mente, han skulle sætte min tålmodighed på prøve ved at lave halsbrækkende akrobatik, mens det ældste barn overmodigt løb i retning af gaden, havde jeg jo ret beset ikke andre muligheder end at råbe op.
”Nej,” sagde den store brøleabe, ”du kan slet ikke klare dig som mor uden mig!” Ergo blev min uindbudte gæst boende og begyndte rigtig at folde sig ud.
Det varede et stykke tid, før jeg mærkede, at vi ikke klarede problemerne bedre på den måde. Jeg råbte op, hvorefter børnene svarede igen med at råbe op. De fandt mig tit uretfærdig og min råben op urimelig og gjorde derfor absolut ikke, hvad jeg forlangte af dem.
Som følge heraf råbte jeg endnu højere, selv når jeg havde indset, at jeg slet ikke havde ret – for at give efter, når jeg havde råbt så meget op, følte jeg som et nederlag og en svækkelse af min autoritet.
Ergo råbte børnene også stadig mere og højere, for de ville heller ikke give efter …
”Med denne lydstyrke hører børnene bedre, hvad du siger, og fornemmer hurtigere, hvad du vil,” argumenterede den store brøleabe, da han fandt ud af, at jeg ville have ham ud af huset. Men var det virkelig tilfældet? Selv syntes jeg, at jeg var begyndt at råbe op så tit, at det, jeg sagde til børnene, gik ind ad det ene øre og ud ad det andet.
På et tidspunkt kom jeg til at huske på, hvordan min ældste datter bedre havde forstået, hvad jeg sagde, når jeg havde understreget ordene med fagter og gebærder. Da den næste lejlighed til at råbe op bød sig, tænkte jeg på, hvordan den døve pædagog i børnehaven satte sig igennem, og fægtede vidt og bredt med mine hænder. Denne tavse gestus var ikke mindre effektiv – tværtimod!
Mine børn tog den endda mere alvorlig end min råben op. Og den har den afgørende fordel, at den ikke i så høj grad får den irettesatte til at tabe ansigt, hvorfor den fremkalder færre trodsreaktioner.
”Gør ikke jeres børn vrede,” skriver apostlen Paulus til fædrene (Efeserbrevet 6,4). Det gælder sikkert også for højtråbende mødre.
Nu har jeg allerede et godt stykke tid kunnet nøjes med de stille gebærder. Engang imellem dukker den store brøleabe dog op på besøg igen – desværre! Sommetider er jeg nødt til at gøre brug af hans hjælp, for når min datter ser sit snit til at stikke af, har hun jo ikke øjne i nakken og kan således ikke se mine gebærder. Men umiddelbart efter smider jeg ham hurtigt ud af huset igen.

Johanna Gottschalk er unge-diakon og religionslærer (p.t. på barsel) Hun er gift og har fire børn. Artiklen er fra kvindemagasinet Lydia 2/2014.