Flere i bøn for Jerusalem
Den 5. oktober, Dagen til bøn for Jerusalems Fred, vil der være et arrangement med bøn og lovsang på Christiansborg Slotsplads kl. 14.00.
Gud opildner sit folks hjerte til at bede for Jerusalem som aldrig før, fortæller de danske arrangører af Dagen til bøn for Jerusalems Fred.
Det verdensomspændende arrangement samler søndag den 5. oktober 2014 millioner af kristne til bøn verden over. Over 1.300 globale ledere opfordrer til deltagelse i The Day of Prayer for the Peace of Jerusalem (DPPJ).
Giver velsignelse
Man kan læse en flyer for Dagen til bøn for fred for Jerusalem via linket: DPPJ flyer 2014.
I Salmernes bog opfordres til bøn for Jerusalem med ordene:
Bed om fred i Jerusalem. Må det gå godt for dem, der elsker byen. Må der være fred inden for murene og tryghed i tårnene. For slægt og venners skyld ønsker jeg fred over Jerusalem. For Herrens helligdom skyld beder jeg om tryghed for byen (Salme 122, 6-9).
Og den, der velsigner Jerusalem bliver selv velsignet ifølge Guds ord til Abraham: Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig. Alle nationer på jorden skal blive velsignet på grund af dig. (1. Mos. 12, 3).
– Som kristne har vi et bibelsk mandat og ansvar for at bede for byen, som Jesus, vor Herre og frelser, græd over. Byen, hvor Han vil vende tilbage, understreger arrangørerne.
Bøn ved Christiansborg
Der vil være et fælles arrangement på Christiansborg Slotsplads fra kl. 14. Her vil deltagerne sammen prise Gud og bede for Fred i Jerusalem.
– Vi har inviteret gudfrygtige lovsangere fra Skandinavien, som skal være med til at lede os ind for Guds trone. Og vi vil bede for, at Guds vilje sker såvel i Jerusalem som i Danmark.
Hører du Helligåndens tilskyndelse, så kom og deltag, lyder opfordringen fra Betina Enemark, Cinthia Thomsen og Jonatan Møller-Sousa fra koordinationsgruppen.