Indvandrerpræst stopper
– Arbejdet er først nu ved at bære frugt, men det kvæles, siger Massoud Fouroozandeh. Hans stilling som sogne- og indvandrerpræst i Fyens Stift skal nedlægges den 15. september.
Konflikten mellem indvandrerpræsten og Fyens biskop Tine Lindhardt ender nu med, at Massouds ansættelse stopper den 15. september.
Selv om indvandrerpræsten får stor ros for sit arbejde, som bl.a. har ført til dåb af over 100 muslimer, bliver han kritiseret for ikke at have døbt dem til medlemsskab af folkekirken.
Kaffe til muslimer
Derfor har Fyens Stift i stedet opslået en halvtidsstilling som migrantpræst. Men opgaven i denne stilling, bl.a. med café-arbejde for muslimer, er noget helt andet end det, Massoud Fouroozandeh står for. Der vil nemlig ikke være mulighed for mission blandt muslimerne. Samtidig stopper sognepræstestillingen, så brobyggerfunktionen mellem migrantmenigheden og folkekirken er udelukket.
– Det er en indirekte måde at lukke og slukke migrantarbejdet på, siger han.
Skandalen i Fyens Stift
Den tidehvervske teolog og samfundsdebattør Katrine Winkel Holm skriver i en artikel i Jyllandsposten den 6. september under overskriften ’Skandalen i Fyens Stift’:
”Vis migrantpræsten, at folkekirken er andet end svigefulde, fløjlsmavede dialognarkomaner.
Næste mandag bliver der sat en stopper for en af de helt store folkekirkelige succeser i de seneste år. Og det er folkekirken selv, der kvæler succesen.
Denne sørgelige og skandaløse begivenhed går for sig i Fyens Stift, nærmere bestemt på bispekontoret i Odense. Det er selve biskoppen over Fyens Stift, Tine Lindhardt, der har ansvaret for at smadre succesen.
Vi taler om migrantpræst Massoud Fouroozandehs enestående missionsarbejde blandt muslimer.”
Katrine Winkel Holm fortæller om indvandrerpræstens ’evangeliske ildhu’ og om de over 100 muslimer, som er blevet døbt i Kristi navn, siden missionsbevægelsen Church of Love kom ind under folkekirkens rammer.
– Det er med lige dele vantro og indignation, jeg skriver dette, tilføjer tidehvervsteologen.
Hun beskriver den nye stilling – som Massoud ikke har villet søge – som et såkaldt tværkulturelt arbejde, hvor man ’driver caféer for muslimske indvandrere, fører dialog og arrangerer ramadanfester’.
Fra muslim til kristen
Massoud Fouroozandeh er selv konverteret fra islam til kristendommen, og hans missionsarbejde blandt muslimer har været en kæmpesucces. Men her står han i et modsætningsforhold til stiftets ikke-missionerende flygtningepræst, Jesper Hougaard Larsen.
Ifølge Winkel Holm har flygtningepræsten nemlig i lang tid modarbejdet Massouds arbejde og betegnet ham og hans indsats med gloser så grove, at de ’ikke egner sig til gengivelse i en pæn avis’.