Jytte skal holde styr på 1.360 genbrugsfrivillige
Jytte Jensen er landsleder og teamleder i Blå Kors Genbrug. Hun fylder mandag den 22. September 50 år.
Men allerede den kommende søndag fejrer hun det – sammen med præsten, Ruth Cilwik, som også fylder 50 år – ved en reception i Frikirken i Frederiksværk.
Jytte er nemlig også menighedsrådsformand i kirken.
Jytte er født og opvokset i Jylland, hvor hun også tog den socialpædagogiske uddannelse på diakonhøjskolen i Aarhus.
Jytte flyttede til Frederiksværk i 1988 og blev gruppeleder / souschef på en institution i Helsingør. I 1997 blev hun leder for Drosthusets bofællesskab i Frederiksværk, som hun var med til at starte op.
I 2006 kaldte nye udfordringer på hende, og hun skiftede job til det nuværende job som landsleder for Blå Kors Genbrug, hvor hun har ansvar for drifts-, faglig ledelse, personaleledelse samt strategisk og forandringsledelse.
Blå Kors har ikke færre end 1350 frivillige medarbejdere fordelt på 60 butikker.
Jytte har taget akademiuddannelsen og er i gang med diplomuddannelsen i ledelse.
Jytte har været en aktiv spejderleder i mange år og er derfor kendt af mange, der har haft deres børn til spejder i Frikirken i Frederiksværk. Hun er aktiv i Frikirkens menighedsråd og til stor inspiration når det bl.a. gælder planlægning og stratetisk tænkning.
Privat er Jytte gift på 25. år (har haft sølvbryllup den 1.9. 2014) og har 3 sønner i alderen 17-23.
Henri Nissen
PS: I omtalen af Ruth Cilwik i sidste uge kom vi desværre til at kalde hendes mand for Erik. Han hedder faktisk Torben.