Maria opgav lovsangen for at få den igen

Hvad gør man, hvis den ene i familien har en tydelig tjeneste i kirken, mens den anden ikke har det? Og hvordan takler man effektivt risikoen for jalousi og mindreværd? Maria og Morten Lundbak Hinge har stået i disse overvejelser, og det førte i sidste ende til et meget ærligt lovsangsalbum.

Maria Lundbak Hinge var en del af et stærkt lovsangs-team i frikirken København Vineyard. Udefra så det ud som om, det hele kørte for hende og hendes familie. Men bag ved det fine ydre foregik der også en kamp.

Noget af den kamp handlede om, at Maria ønskede at tjene Gud, men gerne med familien som en integreret del af det:
– Det bliver meget opdelt, når man har børn: Jeg står oppe på scenen og spiller, Morten passer børn. Eller jeg sidder inde i børnerummet, og Morten hører talen. Vi lavede aldrig noget sammen, forklarer Maria.
Hun overvejede, om hun skulle lave noget andet. Men samtidig, så var det jo lovsangen, hun brændte for – og nød. Kunne det fortsætte sådan? Hvad mente Gud? Og hvad med familien?
I tre måneder bad ægteparret intenst for at finde ud af Guds vilje, men de fik ikke noget svar.
– Jeg kom frem til, at når man har sagt, at man vil tjene Gud, så er det at tjene jo ikke kun at lave det, som man synes er allerfedest i verden. Det kan godt være man skal lave noget, som er det næstfedeste, det tredjefedeste – eller noget, som faktisk er hårdt, siger Maria.

Som prins Henrik
Morten stod lidt i baggrunden i forhold til det kirkelige arbejde. Det var ham, som passede børnene og ofte tog sig af den mere praktiske del af familien.
– Det er her, hvor det kan blive rigtig svært. For der kommer hurtigt noget menneskeligt op: Hvad vil JEG? Men det er der, hvor man også må tænke på, hvad det er, GUD vil. Og jeg har jo også en tro på, at Gud arbejder igennem min lyst, så selvom jeg kan have mine egne lyster, så kan Gud også ændre de lyster, forklarer Morten.
– Jeg er ikke jaloux, og det er jo nok også derfor, at det fungerer godt sådan her. Jeg kan i bund og grund faktisk godt lide at bidrage uden at få nogle former for anerkendelse.
– Jeg tror, at man skal være ret meget mand for at have den rolle, som Morten har, og hvile i sig selv. Jeg tror ikke, at alle kan klare det, siger Maria anerkendende:
– Han er groft sagt ”prins Henrik”. Folk udefra ved ikke, hvem Morten er, og selvom det ikke betyder noget for os, så kan det måske nogle gange godt betyde noget. Og det var derfor, vi snakkede om, at man kunne lave noget sammen. Morten nikker:
– Men vi havde jo ingen idé om, hvad det kunne være.

Et ord fra Gud
I den hårde og lange ventetid for at høre fra Gud, ringede en bekendt pludseligt til dem. Hun havde bedt for dem og havde et ord fra Gud til dem. Maria blev meget begejstret.
”Jeg ser det her billede af, at der er et vandfald, og der er noget smukt bagved vandfaldet. Gud har noget til jer, og det ligger lige til højrebenet”, sagde kvinden. Men Maria var skuffet. Var det det mest konkrete svar, Gud kunne komme med?
– Jeg kunne overhovedet ikke forestille mig, hvad i alverden det skulle være, siger hun.
De mange måneders ventetid havde tæret hårdt på dem.
– På det tidspunkt havde vi det sådan, at nu var det for meget. Nu var vi for trætte. Hvis der kom noget, så kom der noget. Vi ville ikke være proaktive mere. Nu måtte Gud gøre noget, siger Morten.
– Men processen havde været sund, både for mig og for os som par, fordi vi havde lært noget om, hvor man har sin identitet henne, siger Maria, som havde opdaget, at hun nok havde lidt for meget identitet i lovsangsleder-rollen.

Mit hjerte er dit
Maria var nu nået til et punkt, hvor hun var klar til at droppe sin opgave som lovsangsleder i kirken, hvis Gud ønskede det.
– Ja, men det var også sådan, at der skulle være noget, vi kunne gøre som familie, for det er jo et kæmpe åndeligt pres at være i tjeneste, og det første sted man bliver angrebet, det er jo som familie. Det er på enheden og på hjemmefronten, så hvis der ikke er 100% enhed om at gå ind i noget, så bliver det ikke til noget. Det er i hvert fald sådan, vi oplever det. Vi skulle begge være helt sikre på, at det var det rigtige, siger Maria.
Midt i forvirringen opstod titelsangen ”Mit hjerte er dit”, som er en overgivelsessang til Gud. Den kom efter endnu en rigtig hård dag, hvor hun sad i bilen:
– Jeg var magtesløs, men jeg havde det også sådan, at du FÅR det hele, Gud. Mit hjerte var jo for lovsang, ”og nu får du det, Gud. Så må du gøre med det, hvad du vil. Skal vi lave noget helt andet?”
Den stærke lovsangtekst er rå og direkte.
– Jeg har også hørt fra flere, at den kan være hård at synge…det er også meningen, smiler Maria.

Begejstring på campen
Maria skulle, som så ofte før, lede lovsangen på kirkens sommercamp i Sverige forrige sommer. Her blev folk meget berørte at lovsangen, selvom – eller måske fordi – hun var helt udmattet. Den sidste lovsangsaften kommer en klar tanke pludselig til ægtefællen Morten:
– Jeg får den tanke, at hvis der er nogen, som spørger, om vi skal lave et cd, så siger du ”ja”! Og jeg skulle ikke tænke på økonomien, forklarer Morten, som med Marias ord ”har et ’psykopat-regneark’ med alle deres udgifter, og altid vil have styr på økonomien”. Men Morten var overbevist:
– Jeg var så glad, fordi jeg kunne se, at Helligånden var der og fungerede – og det var nogle stærke sange.
Efter lovsangen stod de og snakkede med produceren Ole, som Maria netop havde ledt lovsangen med. Ole foreslog med det samme, at de skulle lave en cd. Til Marias store overraskelse sagde Morten straks ”ja”.
– Jeg tænkte, at Gud måtte have talt til ham, for ellers siger han ikke sådan noget. Jeg kunne se, at der var sket noget.

Et trosskridt
Ægteparret har en stram økonomi og måtte nu tage et skridt i tro på, at det var Guds vilje, at albummet skulle laves: De måtte ud og låne pengene.
– Jeg havde det sådan, at hvis der ikke blev solgt én eneste cd, og vi havde brugt alle de penge på det, så var det godt nok, siger Morten.
– Ja, for vi troede på, at vi skulle gøre det, indskyder Maria.

Et ærligt samarbejde
Pludselig stod de med det samarbejde, som de tidligere havde ønsket. Maria havde det sidste ord ift. musikken, mens Morten kom med konstruktiv kritik i hele processen.
– Men det gode var, at Morten kender mig så godt, så han behøver ikke at være høflig.
Morten griner.
– Det er det, der er brug for, når man skal lave kritik på en sang, siger Maria.
– Personligt synes jeg jo også, at det er lidt sjovt, at jeg har præget nogle af sangene, siger Morten.

Guds succeskriterie
Til sidst i projektet mistede Maria pludselig stemmen, før hun skulle indspille sangene – noget hun ellers aldrig gør. En anden i gruppen fik kræft, og der kom også andre pludselige sygdomme. Men Maria og Morten forstod, at det var åndelig modstand, og de kom igennem det.
Nu er det et år siden, de begyndte processen. Albummet er netop kommet ud og kan blandt andet købes på deres hjemmeside, samt iTunes og Amazon. Selvom det har kostet meget, så er de i dag glade for at have satset penge og tid.
– Hvordan måler du succes? Hvad er Guds mål for succes med den her cd? Det ved jeg ikke. Men det vigtige var, at vi gjorde det, der blev sagt, siger Maria, som også synes, det har bragt dem tættere sammen som familie – lige som hun ønskede.
– Maria vil jo få den umiddelbare feedback, for det er jo hende, der har skrevet sangene, men i baggrunden så står jeg også og smiler, – smiler Morten.