Ny internetradio sender døgnet rundt
Stefan og Hjørdis Bøgh fra Haderslev står bag ny internetradio som sender kristen radio 24/7.
En ny kristen internetradio ved navn ”Sonrise” har siden 3. juli sendt 24 timer i døgnet alle ugens dage, også på helligdage.
Det er Stefan og Hjørdis Bøgh fra Haderslev, som står bag det private initiativ.
Stefan er ikke ny i radiobranchen. Han har siden 1991 været involveret i radioarbejde. Bl.a. har han været med til at producere udsendelser til Tyskland og har i flere omgange stået bag kristen radio i Danmark.
– Vi er en privat netradio, der ikke modtager nogen former for offentlige tilskud. Heller ikke fra mediepuljen på nogen måde. Radio Sonrise er vort bidrag til udbredelsen af evangeliet i forventning om Jesus Kristi snarlige genkomst på jorden, siger Stefan, som har en folkekirkelig baggrund.
Alsidigt program
Radio Sonrise byder bl.a. på oplæsning fra Det Nye Testamente af professionelle og programmet ”Vejen gennem Bibelen” med Jens Olsen og Jørgen Skydstofte.
Desuden sendes der føljetoner mandage til torsdage samt live udsendelser fra studiet, med forskelligt kristen musik.
En udførligt beskrevet sendeplan finder man på radioens hjemmeside, og der vil løbende blive tilføjet nye tiltag, lover indehaverne.
På hjemmesiden kan man registrere sig som bruger og få adgang til yderligere muligheder. Det er gratis at registrere sig, ligesom det er gratis at lytte.
Læs mere og find radioen på: www.come2worshiphim.com
Lisbeth