Spørgsmålene afslører os

Solen stod højt på himlen, og de to brødre ville ned til søen og kaste sig i det kølige vand. ”Nu må I love mig at holde jer fra klipperne!” råbte deres mor.

Men det var hurtigt glemt, da legen tog over. De kravlede de op på en afsats og sprang ud. Så begyndte en rask brydekamp, indtil den ene ikke kunne stå imod og hoppede ned i klare blå vand.
Da de stod og holdt fast i hinanden, strømmede stærke følelser gennem ham, broderkærlighed og lykke, men også misundelse og vrede. Hånden om armen havde godt fat, og han skubbede sin bror fra sig, så han faldt bagover ned i bølgerne. Sekunderne gik, så isnede hans hjerte, og han sprang efter for at få ham op. Broderen var livløs og tung, og på vejen op til klippeafsatsen, skrabede han benet mod en skarp kant, så vandet blev rødt af blod.
Der var mange, der mente, at det med benet var straffen for, at han havde slået sin bror ihjel. I begyndelsen havde han forsøgt at forklare og bede om tilgivelse. Men selv ikke hans forældre kunne, ville. Hvad havde de gjort, at sådan en ulykke skulle ramme dem? Havde de fortjent det?
Snart forlod han sit hjem fordømt, forkastet, og forkrøblet. Hvad var der tilbage for ham i livet andet end at tigge? Han nåede markedspladsen, men de handlende brød sig ikke om betlere. ”Gå ned til dammen til de andre krøblinge, som håber på et mirakel!”
Mange år senere sad han stadig ved Betesda dam. Han havde set mennesker komme helbredte op af dammen. Men ikke ham, det havde han ikke fortjent. Hvem ville hjælpe en som ham…

Historien bag helbredelsen?

Fortællingen er en opdigtet forhistorie til evangeliet, og den kunne have lydt helt anderledes. Min pointe er at understrege den umiddelbare oplevelse, jeg selv har af beretningen om helbredelsen ved Betesda dam. Den virker så urimelig og forkert på trods af den lykkelige slutning. For hvorfor skulle manden ligge og vente 38 år på at blive helbredt? Og hvorfor var der ingen, der hjalp ham? Havde han virkelig fortjent det?
Når et menneske bliver ramt af en ulykke eller alvorlig sygdom, sker det ikke sjældent, at tanker om retfærdighed og skyldighed melder sig. ”Det havde han ikke fortjent”, siger familien ved begravelsen. Et menneske, som hverken var bedre eller værre end alle andre, fortjener vel ikke at lide eller dø alt for tidligt? Jesus bekræfter lykkeligvis i evangelierne dette: at sygdom eller lidelser ikke er en straf fra Gud!

Spørgsmål i kø

Spørgsmålene står dog stadig i kø: Hvorfor var det kun engang imellem, at Gud lod et mirakel ske ved Betesda dam? Og hvorfor kun for én af gangen, så de syge måtte løbe om kap? Tanken fører videre ud i det absurde: Der var mange damme i Israel på Jesu tid – hvorfor hører vi ikke om andre steder, hvor Herrens engel gjorde mirakler? Ja, hvorfor bliver mennesker overhovedet syge, blinde, lamme og krøblinge? Hvorfor er der nogle, som bliver helbredt, mens andre ikke? Har ethvert menneske ikke fortjent at være rask og dø gammel og mæt af dage?
Mine spørgsmål afslører, at jeg er mere præget af menneskelige tanker om rettigheder og fortjeneste end af Bibelens budskab om, at livet er Guds gave. Overfor Gud kan jeg ikke påberåbe mig at have fortjent noget som helst. Tværtimod har jeg alt at takke for.
Og der er meget at takke for: Tænk at manden ved dammen blev helbredt, og tænk at mirakler stadig sker! – også selvom vi ikke har gjort os fortjent til dem. Ved Betesda dam viste Jesus os, at vi gerne må bede om hjælp og helbredelse, og at Gud kan og vil gribe ind.

Løftet om evigt liv

Gud har dog ikke lovet os evig helse, men i sin store kærlighed noget endnu større: evigt liv. Derfor taler Det Nye Testamente om, at vi skal holde ud i troen, når livet gør ondt. I herligheden vil al sygdom og smerte forsvinde. Indtil da lever vi under forgængeligheden. De gammeltestamentlige salmister klagede til Gud, når de ikke kunne forstå og udholde lidelsen: ”Herre, lyt til mit skrig, vær ikke tavs, når jeg græder.” Når vi gør det samme, lytter og lider Gud med os.

Søndagens tekst: Joh. 5:1-15

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk

Flere mirakler i Jerusalem
1Senere tog Jesus igen til Jerusalem for at deltage i en af jødernes højtider. 2Inde i byen, i nærheden af Fåreporten, var der en dam, som var omgivet af fem søjlegange. Den hed Betesda på hebraisk. 3Dér lå der en mængde syge, blinde, lamme og forkrøblede mennesker. De lå og ventede på, at vandet skulle komme i bevægelse.4En Herrens engel kom nemlig nu og da ned og satte vandet i bevægelse, og den, som derefter først steg ned i det, blev helbredt, lige meget hvad han fejlede. 5En af dem, der lå ved dammen, havde været lam i 38 år. 6Da Jesus så ham og var klar over, at han havde været syg længe, spurgte han: »Vil du være rask?« 7Den syge mand svarede: »Mester, jeg har ingen til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet kommer i bevægelse. Når jeg prøver at slæbe mig derhen, er der altid en anden, der kommer først.« 8Jesus sagde til ham: »Rejs dig op, rul din sovemåtte sammen og gå på dine ben!« 9Straks blev manden helbredt. Han rullede måtten sammen og begyndte at gå omkring.

Den første konfrontation med de jødiske ledere
Men da det var sabbat den dag, 10irettesatte de jødiske ledere manden, der var blevet rask. »Du må ikke bære din sovemåtte! Det er jo sabbat.« 11»Jamen, den mand, der helbredte mig, sagde, at jeg skulle tage min måtte og gå!«
12»Hvem var det, der sagde det?« spurgte de.
13Det vidste manden ikke, og Jesus var forsvundet i folkemængden.
14Senere fandt Jesus ham på tempelpladsen. »Nu er du rask,« sagde han, »lev ikke mere i synd, så du ikke bliver ramt af noget endnu værre.«
15Så gik manden hen til de jødiske ledere og fortalte dem, at det var Jesus, der havde helbredt ham.