Ukrainsk-russisk fredskonference
Russiske og ukrainske kirkeledere har holdt forsoningsmøde i Oslo.
Det norske Bibelselskab var vært ved en fredskonference onsdag og torsdag, der samlede 18 kirkeledere fra Rusland og 27 fra Ukraine i Oslo, skriver KPK.
Foruden de forskellige kristne kirker og trossamfund var også muslimer og jøder repræsenteret.
En tredje verdenskrig
Patriark Filaret fra den ukrainske ortodokse kirke i Kiev sagde:
– Hvis vi ikke får standset denne krig, kan det udvikle sig til en tredje verdenskrig. Vi må være åbne over for hinanden i samtalerne, men vi må holde os til sandheden og ikke til løgne, opfordrede han.
Den russiske biskop Sergei Riakovskij fra unionen af evangeliske kristne – som selv er ukrainsk gift – sagde:
– Måske kommer vi til at sige ubehagelige ting til hinanden, men jeg håber, samtalerne kan føres i kærlighed. Vort mål som religiøse ledere er at bidrage til fred og standse blodsudgydelsen.
– Det har været åbne og konstruktive samtaler, som er ført i gensidig respekt, vurderede Det Norske Bibelselskabs generalsekretær Ingeborg Mongstad-Kvammen på pressekonferencen ved mødets afslutning.
Bodil