En elektronisk og kaotisk blanding

Anberlin er ude med deres 7-ende album. Der er dog lidt en speciel anledning til dette album. De har i januar 2014 sagt, at de vil stoppe med at spille sammen.

De udgiver deres sidste album, og har en tour kørende her i efteråret. De slutter dermed lidt spøjst med at annoncere deres stop, 1 år før tid.
Selve albummet er bygget op som mange af deres tidligere album. Meget kaotisk alternativ rock, hvor man forsøger at bringe mange elementer ind på en gang. Det virker nogle gange, mens det andre gange virker, som om man forsøger så meget som overhovedet muligt og overkompenserer, hvilket gør albummet en smule kaotisk.
Hvis du leder efter de dybe sangtekster, med længsel efter Gud, så er det nok ikke dette album, man skal kigge efter. Gruppen betegner sig ikke som kristne – og selvom forsanger Stephen Christian + band er bekendende troende, så vil de ikke kalde bandet kristent – men de vil gerne række ud over det og lave musik for entertainment, og ikke for kirker. Derfor bærer teksterne meget præg af personlige kampe, og som de selv kalder det: ”Artistisk frihed”.
Deres tro kommer dog til udtryk i slutningen af albummet, gennem disse personlige kampe. Ellers er der ikke meget troshistorie, der skinner igennem.
Normalt har jeg det ret godt med denne stil. Jeg synes dog ikke, Anberlin fanger mig. Det er kaotisk, teksterne bliver ikke skrevet særlig levende. Der er ikke nogle numre på albummet, hvor jeg tænkte: ”Wauw – det er vildt godt skrevet”, eller ”det er et godt riff”. Det er mest af alt kaotisk og egentlig lidt kedeligt. Det bliver den samme sang fordelt udover 10 numre.
Filip Simonsen