High School Musical i kirken?

Tv-skærme i loftet som til en basketball-kamp. En scene i midten med 15 sangere og dansere i matchende tøj og i baggrunden et kæmpe kor på omkring 200 mennesker klædt i kordragter.

Volumen er høj, stemningen i top og performerne giver den alt, hvad de har. Er det virkelig en kirke, jeg er kommet til? Det føles mere, som om jeg er trådt ind i et ”High School Musical”-klip.
Sådan var mit første indtryk i mødet med en kirke i Manila. At filippinerne elsker musik og dans, lærte jeg fra første dag som volontør på børnehjemmet, hvor børnene var ivrige efter at vise, hvad de kunne. Derfor kom det nok heller ikke som en kæmpe overraskelse, at det også får indflydelse på kirken – og så alligevel… Jeg følte mig godt nok langt fra mine vante omgivelser på en bænk i en dansk kirke, hvor den største aktivitet, jeg gør, er at rejse mig op, når jeg bliver bedt om det, og måske vove mig til at løfte en hånd under lovsangen. DANS og KIRKE, er det overhovedet to ord, som spiller sammen?
Når jeg i Salme 149 v. 4a har læst ”I dans skal de lovprise hans navn”, har jeg nok altid undret mig lidt over, hvordan man ville kunne føre det ud i praksis. Men det kunne denne kirke give mig en ægte demonstration i, og det fik faktisk verset til at give bedre mening. For selvom jeg nok som dansker tænker: ”okay, tag lige en slapper med alt det show”, så var det tydeligt et se på danserne, at det gav mening for dem at vise deres taknemmelighed til Gud på denne måde.

Er der noget, vi som danskere går glip af, når vi holder fast i vores lidt konservative måde at fejre gudstjeneste på? Selvfølgelig er der kulturforskelle at overveje, og prøvede vi at proppe denne filippinske stil direkte ind i vores kirke, så tror jeg, det ville blive et flop. Der møder vi nok oftere Gud i stilheden, hvilket også er rigtig positivt, og noget som filippinerne sikkert kunne lære noget af. Men at se glæden i en filippinsk dansers ansigt, giver i hvert fald stof til eftertanke.