”Hvis demokratiet ikke er kristent, vil det ikke bestå”

Samfundsdebattøren Iben Thranholm giver sit bud på, hvad Kristendemokraterne skal gøre for at komme i Folketinget igen.

Kristendemokraterne – ”partiet, der ikke vil dø”.

Tilnavnet, som partiet har fået i løbet af de næsten 10 år, hvor det har været ude af Folketinget, og hvor det har kæmpet i tre valgkampe for at komme over spærregrænsen på de to procent, der skal til for at komme tilbage på Christiansborg.
Til trods for disse valgnederlag, er der stadig kræfter i partiet, som tror på sagen. Derfor er Kristendemokraterne klar til en ny runde og er i gang med at samle nye kræfter og kandidater til det folketingsvalg, som er nært forestående.

Hvad skal der til?

Men hvad skal der til for at dette valg ikke ender som de tre foregående?
Er det fordi partiet bliver ved med at begå de samme politiske fejl, at det endnu ikke er lykkedes at få nok stemmer, eller er det i tidsånden og kulturen, barrieren ligger?

En anden tid

Lad os tage det sidste spørgsmål først. Da Kristeligt Folkeparti fik det berømte jordskredsvalg i 1973 på grund af dets ubetingede modstand imod den frie abort, var tiden en anden og det kirkelige landskab så ganske anderledes ud end det gør i dag. På det tidspunkt var de kristne konservative miljøer i Danmark langt større og stædigere end de er i dag. Derfor formåede partiet at samle så mange stemmer imod den frie abort.

Ændret indstilling

I dag er det ikke ualmindeligt at kristne i Danmark går ind for den frie abort. Argumentet om at kvinden skal have ret til at bestemme over egen krop er en så væsentligt en del af danskernes demokrati- og frihedsforståelse, at abortmodstandere bliver set på med skepsis.
Danskerne har i takt med den sekulære tidsånd tydeligvis ændret deres syn på moral siden starten af halvfjerdserne. Og ikke bare synet på moral, men også synet på kristendommen. Danmark har til trods for at folkekirken stadig nyder en særstatus i grundloven gennemgået en omfattende afkristning. Det har bestemt ikke været til Kristendemokraternes fordel.

Modvilje mod religion

Danskerne er et folkefærd, der har en stor modvilje overfor en kobling mellem religion og politik. Det er en af grundene til at den kristendemokratiske bevægelse aldrig er slået an her på samme måde som i Tyskland og Sydeuropa.
Danskerne er ganske simpelt imod, eller rettere bange for tætte forbindelser mellem religion og politik. Islams tilstedeværelse i Danmark og Muhammedkrisen har bestemt heller ikke gjort det lettere for partier med religiøst grundlag at vinde stemmer.

Europas krise

Samtidig er der kommet en holdning til at samfundet skal være åbent for alle religioner og kristendommen absolut ikke bør have særstatus. Også i EU ses en nedtoning af Europas kristne identitet til trods for at Kristendemokratiske partier dér er bredt repræsenteret. Den politiske elite ønsker ikke, at EU er en kristen klub, som toppen har udtrykt det flere gange – og især i forbindelse med at man vedtog ikke at nævne kristendommen i EU-traktaten. Det er klart at tidsånden ikke er med et kristent funderet parti, men samtidigt er et af tidens største politiske problemer netop at den kristne stemme både i Danmark og Europa bliver svagere og svagere. Det skader samfundet på mange forskellige niveauer.
Hvis Kristendemokraterne formår at gøre vælgerne det klart, har man en chance for et comeback. EU’s grundlægger, den franske udenrigsminister Robert Schumann skrev i sit åndelige testamente: ”Hvis ikke demokratiet er kristent, vil det ikke bestå”. Det er det grundlag Kristendemokraterne bør arbejde ud fra. Deres opgave er enorm i vores tid, hvor så mange strømninger truer med at udslette kristendommen i Europa.

Moralsk forvirring

Derfor mangler Danmark den kristendemokratiske stemme. Dansk politik er meget præget af at værdidebatten er styret af partier, som har et negativt syn på religion og hvor moral opfattes som noget individuelt og relativt.
Det har spredt en moralsk forvirring, som mange mennesker lider under både samfundsmæssigt og personligt. Ikke engang Dansk Folkeparti har kunnet hæve værdidebatten til mere end tørklæder og indvandrerspørgsmål.

Opgør med pænhed

Kristendemokraterne må udfylde det tomrum, som andre partiet har skabt. Kristendemokraterne skal turde formulere og tage de værdidebatter, som enten er forstummet i Danmark eller som ingen tør tage af hensyn til den politiske korrekthed.
For at gøre det, er det nødvendigt, at partiet genfinder sin identitet som et moralsk og værdimæssigt protestparti.
Man må tage et stort selvopgør med den pæne, forsigtige facon med fokus på sociale problemer, som partiet har udviklet af skræk for at træde nogle over tæerne med barske moralske spørgsmål.
Det er især frygten for at forarge, som Kristendemokraterne bør gøre op med, hvis de igen vil have indflydelse. Alt for længe har man veget udenom klar tale om kristne værdier og i stedet tyet til socialpolitik, fordi det hidsede gemytterne op i samme grad. Men det har været en fatal strategi, for det har ikke gjort partiet mere spiseligt for danskerne, men blot ligegyldigt. Mange af de gamle stemmer er faldet fra, fordi partiet blev for tandløst. Partiprogrammet blev for udvandet og ikke til at skelne fra Socialdemokraternes eller SF’s.

Familiepolitik?

Partiets mærkesag ved de tre sidste valg har været mere tid til og bedre vilkår for de stressede børnefamilier.
Valgnederlagene er et klart bevis på, at det var et fejlskud. De stressede børnefamilier stemmer på de større partier og finder selv løsninger på de praktiske problemer i dagligdagen. Alligevel er der lagt op til at Kristendemokraternes mærkesag igen bliver mere tid til de stressede familier. Det vil bare betyde endnu et valgnederlag, så det er nu, at partiet må sadle om og ændre strategien, hvis de vil til magten igen.
Hvad bør så være partiets mærkesag i den forestående valgkamp?

Kæmp for familien

Familien er stadig en god sag at kæmpe for, men med en anden vinkel end økonomi og tid. Kristendemokraterne bør værne om den naturlige familie dvs. bestående af en mor, en far og børn. Det kan man gøre ved at gå imod loven om homoseksuelle vielser i Folkekirken, som blev indført egenrådigt af daværende kirkeminister Manu Sareen uden at folkekirken fik meget at sige. Den lov bør afskaffes. For med den vil mange andre moralske problemer opstå. Har man først sagt ja til at ægteskabet ikke længere er mellem en mand og en kvinde, er der moralsk frit spil.
For eksempel har professor i etik Thomas Søbirk Petersen netop stillet forslag om at incest ikke længere bør være strafbart i Danmark. Med loven om homoseksuelle vielser bliver det med tiden også svært at argumentere for, hvorfor ikke også polygami, flerkoneri, skal være tilladt.

Gå imod islamisme

Også forholdet til islam bør være Kristendemokraternes mærkesag. Ekstremistiske holdninger vokser og radikale muslimske miljøer er i fremgang mange steder verden over – og også herhjemme. Der tales meget om hvad regeringen, PET og skolerne kan gøre for at stoppe radikaliseringen.
Den største årsag til radikaliseringen hos unge muslimer er den angst for at tale tro og den mangel på moral, som de møder i det danske og europæiske samfund. Det gudsforladte samfund er den egentlige årsag til radikalisering. Havde danskerne haft en mere grundfæstet forhold til tro, ville mange muslimer ikke behøve at reagere så radikalt.
Det hjælper næppe at lovgive imod islam. Det er ikke islams styrke, der er problemet, men de kristnes svaghed.
Når Europa står forsvarsløst overfor islam, er det ene og alene fordi vi har mistet vores åndelige fundament.

Sagen er vigtigst

Og sidst men ikke mindst vil det være en fordel, hvis Kristendemokraterne i næste valgkamp kunne være ligeglade med om de kommer i Folketinget eller ej, og i stedet ser valgkampen som en enestående mulighed for at starte en værdidebat, der er tilpas politisk ukorrekt.
Går man ud med et klart budskab om, at de homoseksuelle vielser skal ud af Folkekirken igen, kan man være helt sikker på at rydde forsider og sætte dagsordenen i debatten. Når først Kristendemokraterne har aflagt sig frygten for andres domme og foragt, vil deres budskab gå rent igennem. Og så vil vælgerne strømme til. Mange flere danskere end antaget vil formodentlig være enige med Kristendemokraternes syn på ægteskab og moral, men indtil Kristendemokraterne formulerer det for dem, forbliver også de tavse af frygt for kulturelitens kritik og dom.