Katolsk familiepolitik uændret
’Familie-synoden’ har ikke ændret synet på homo-ægteskaber og gengiftes ret til nadver.
Et to uger langt møde om den katolske kirkes holdning til tidens samlivsformer er endt uden de nødvendige to tredjedeles flertal for ændringer af holdningen til homofile og gengiftes adgang til nadver.
En foreløbig rapport fra ’familie-synoden’ talte i positive vendinger om de ’gaver’, som homofile kan give kirken. Senere kom en revideret rapport, som fastslår, at homoseksualitet er ’et af de problemer, som katolske familier må forholde sig til’.
Traditionelt ægteskab
”Homofile skal mødes med respekt og finfølelse”, hedder det i rapporten. Samtidig fastslås det, at et ægteskab kun kan indgås mellem en mand og en kvinde.
– Der er ikke noget grundlag for at ligestille homofile parforhold med Guds design for ægteskab og familieliv, lyder konklusionen.
Adgang til nadver
Diskussionen om ugifte samlevende og gengifte katolikkers ret til at modtage nadver blev ikke afsluttet. Biskopperne vil bruge mere tid til at studere problemet, hedder det.
Den midlertidige rapport har fået både katolikker og protestanter til at tale om mulige ændringer i den katolske kirkes holdninger til tidens samlivsformer. Men der har ikke været flertal for at ændre den hidtidige lære og nadverpraksis.
Der vil sandsynligvis gå flere år med diskussioner på forskellige planer i den katolske kirke, før paven kan lave den endelige konklusion i sagen, mener Fader Robert Barron, som er grundlægger af Word On Fire Catholic Ministries.
Barrons organisation arbejder for at fremme den katolske tro – også blandt ikke-praktiserende katolikker – ved hjælp af medierne.
Positiv uenighed
– Jeg ville personligt have været meget bekymret og ked af det, hvis vi ikke havde haft disse…ophedede diskussioner… eller hvis alle bare havde været enige eller havde tiet stille og foregivet en enighed, som ikke fandtes, sagde pave Frans efter familie-synodens afslutning.
Synoden havde samlet 200 biskopper fra hele verden. Foruden de aktuelle samlivsformer skulle biskopperne også diskutere, hvordan man bedst kan kommunikere den katolske lære til folk.
Ikke overraskende er synodens konklusion blevet mødt med højlydte protester fra homo-aktivister verden over.