Ny teenklub vokser

Denne tirsdag blev det kun til 4 teenagere. Fra venstre er det Lukas, Peter, Johanna og Maja. Men ugen før toppede deltagerantallet med 11 teenagere.
Denne tirsdag blev det kun til 4 teenagere. Fra venstre er det Lukas, Peter, Johanna og Maja. Men ugen før toppede deltagerantallet med 11 teenagere.

”Klubben” i Aarhus Valgmenighed har efter en spæd start i foråret nu omkring ti faste teenagere. – Men det giver mening uanset antal, understreger teenleder Anna Reinhold Overbeck.

– Bare kast dig ned, så snart du er færdig med at snurre rundt, råber Maja. Johanna kaster sig rundtosset ned foran målet, men Christoffer sætter bolden helt oppe i hjørnet – selvom han har bind for øjnene.

Det er en helt almindelig tirsdag i Aarhus Valgmenighed. Teengruppen ”Klubben” for 13-15-årige afholder paraolympiske lege, selvom der kun er kommet fire teenagere. Men lederne giver de to teenagehold kamp til stregen – eller faktisk over stregen. De ender med at stå som overlegne vindere af aftenens aktiviteter, som blandt andet indebærer spydkast uden arme, blindehåndbold med manglende legemsdel og den noget ukendte olympiske disciplin ”Find en bog i Bibelen uden hænder”.

Tøvende opstart vendt

Klubben begyndte i maj. Op til sommerferien lå det normale fremmøde på mellem en og fire personer, så det var med lidt tøven, at de startede op efter ferien.
Christoffer Svinth Olesen, som er ansat i en deltidsstilling som teenmedarbejder i kirken, forklarer, at han troede, at den største opgave ville være at holde gejsten oppe hos de andre ledere. Men det var nu ikke helt så svært, som han havde regnet med. For antallet at brugere i ”Klubben” er uge for uge vokset, så de toppede sidste tirsdag med 11 deltagende teenagere. Det er en ganske pæn tilvækst i procent.
– Der er kommet et par teenagere mere med fra kirken, og nogle af dem har taget venner med fra klassen, forklarer Christoffer.
Efter afslutning på de paraolympiske lege, hvor drengene Peter og Lukas måtte tage til takke med en bronzemedalje mens pigerne løb med sølv, er det tid til andagt.

Sådan kan man være ung kristen

Det er Anna Reinhold Overbeck, en af aftenens andre teenledere, som holder andagten. Hun fortæller om fællesskabsfølelsen ved at bede Fadervor sammen og om de syv sider af Guds natur, som den fremhæver. Undervejs tager hun teenagerne med i samtalen. Det er også en af formålene med teengruppen i kirken.
– Vi vil gerne skabe relationer til teenagerne, så de bliver venner med nogle kristne, som er ældre end dem selv, men ikke så gamle som deres forældre. Så de kan se en måde at være kristen på som ung, før man får villa og børn og bil og det hele, forklarer Christoffer.
– Samtidig vil vi også gerne gøre stedet her til deres kirke. Så de hører til her, fortsætter han. Aftenens tredje teenleder, Henry Hjøllund Jensen, supplerer:
– Det er også vigtigt, at de får venner i kirken, så den ikke bare bliver et sted, hvor de bliver taget med af deres forældre og bagefter står og venter på, at forældrene bliver færdige med at snakke. Nu får de selv nogen at hilse på. Måske skal de også på efterskole sammen, og så har de mere tilknytning, når de kommer tilbage her bagefter, håber jeg.

Aftenens tre teenlederledere Anna, Christoffer og Henry er begejstrede over den store tilvækst af teenagere, som der har været i Klubben siden sommer.
Aftenens tre teenlederledere Anna, Christoffer og Henry er begejstrede over den store tilvækst af teenagere, som der har været i Klubben siden sommer.
– Det giver mening uanset

Efter at Anna er færdig med andagten, beder et par af lederne for teenagernes bedeemner, og de slutter med Fadervor. Derefter er der popcorn.
For Anna er bønnedelen også vigtig i teengruppen.
– Jeg vil gerne være med til at give teenagerne et forum, hvor vi tør bede for konkrete ting og i det hele taget snakke om de spørgsmål, de har, forklarer hun. Hun er kommet til som teenleder efter sommerferien, og for hende er det ikke nødvendigt, at der kommer mange teens, før hun kan se mening med at bruge tid på det.
– Jeg kom selv i en lille kirke i Missionsforbundet i Sorø. Der var der tre kvinder på omkring 30, som besluttede sig for at lave en teenklub for os fem piger. Jeg kan huske, at vi havde en masse gode snakke og syntes, det var helt vildt fedt, at de gjorde det. Det kan sagtens give mening på den måde.

Gud siger: ”Godt arbejde!”

Heldigvis er det ikke bare lederne, som synes, det giver mening.
– Jeg kom i kirken i forvejen, men det er vildt fedt, at der er noget for vores alder nu, forklarer Johanna, og de andre er enige. De tror også, at Gud synes godt om konceptet.
– Jeg tror, Gud tænker: ”Godt arbejde til lederne” og er glad for, at der kommer nogen, gætter Peter.
Aarhus Valgmenighed har først oprettet en målrettet teenklub nu, da det først er nu, behovet er der. Udover teenarbejdet for denne aldersgruppe er der Frisbee for 4.-6. klasserne, samt Alarm for dem mellem 16 og 19.