Et anderledes og kraftfuldt julealbum

s22_when-christmas-comesTraditionelle og kristne julesange synges med kraft og sjæl af Kim Walker-Smith, kendt fra Jesus Culture.

Kim Walker-Smiths kraftfulde og fyldige stemme klæder julesangene på dette album rigtig godt og giver en herlig kontrast til de lyse pigestemmer, der traditionelt er på julealbums. Det er den samme markante stemme, der har gjort hendes lovsang i Jesus Culture kendt.
Med varme, charme og nærvær får disse julesange én til at drømme sig hen foran pejsen i stuen, mens sneen daler udenfor.
Albummets første sang, ”Tell Me the Story”, skrevet af Anthony Skinner, er eneste nye på albummet. De resterende 16 sange er klassiske, åndelige julesange som
”O Holy Night” og ”The First Noel”, mens der også er muntre, folkelige julesange som ”Let It Snow” og ”Rudolph the Red-Nosed Reindeer”.
Kombinationen er et vellykket forsøg på at blande nostalgiske barndomsminder med den kristne jule-lovsang.
Musisk har albummet alt fra filmiske og store orkestrale baggrunde til en mere folk-akustisk stil og til tider et blues-agtigt præg. Der veksles mellem det eventyrlige, dramatiske og storslåede og det mere hjertenære og sjælfulde.
Særligt Kim Walker-Smiths varme og sjælfulde version af ”Let It Snow” kan fremhæves såvel som ”O Come,
O Come, Emmanuel”, der begynder simpelt, men hvor flere instrumenter langsomt tilføjes, indtil sangen munder ud i en majestætisk lovsang.
Albummet er særdeles vellykket og har fået denne anmelder til at længes helt drømmende efter juleaften.