Fri fortolkning

Kan man fortælle hele Bibelen som en lang historie med plot og gennemgående karakterer? Ja, det er Mellem himmel og jord et bevis for.

Claus Oldenburg, som er sognepræst ved Garnisionskirken i København, transformerer således de gamle beretninger genremæssigt, så de mest af alt minder om en tegneseriefortælling. Satan, her kaldet Semael, optræder i skiftende skikkelser fra slange til sælger, og Gud er den gamle på tronen – alt sammen understøttet af humoristiske illustrationer af Niels Roland.

Fortolkning eller fordrejning

Enhver genfortælling indeholder fortolkning. Oldenburg tager sig så absolut også de friheder, som han mener skal til for at fortælle den samlede historie. Som ren fiktion betragtet lykkes projektet så godt, at man som læser bliver ved at læse, fordi kompositionen er god. Samtidig er den humoristiske gengivelse af både menneskers, Guds og Satans handlinger, tanker og motiver underholdende: Gud roder i kontrolrummet, og så kortslutter det hele med et gigantisk lyn, og verden er skabt. Semael holder en tiltrængt ferie efter Jesu korsfæstelse, men må indse, at det nok var en fejl, da han kommer tilbage til Hullet (Dødsriget/Helvede) og ser, at alt er forandret. Sådan er der mange steder, hvor fantasien får frit løb, og forfatteren på den måde leger med det, vi ikke ved noget om.
Som fiktion minder bogen mig om fantasy-serien Den store Djævlekrig af den danske forfatter Kenneth Bøgh Andersen. Det er en stærkt underholdende bog, som samtidig forsøger at give nogle alternative vinkler på centrale bibelske historier og personligheder. Det er efter min mening noget af fiktionens styrke, at den har frihed til at løsrive sig fra historie og virkelighed og sætte tanker i gang om historien bag historien og den virkelighed, som ikke er synlig.
Men nu er Bibelen ikke en hvilken som helst beretning. Den er grundlaget for al sand teologi, hvilket også betyder, at det er (eller burde være) herfra, vi henter vores primære forestilling om Gud. Set i dette perspektiv er Mellem himmel og jord alt andet end harmløs god underholdning. Her er Gud naiv og står tilbage i forstand i forhold til Satan. Gud er eksperimenterende og ikke den alvidende skaber, opretholder og forløser. Gud resignerer mere eller mindre, eller også er han grebet af jalousi, forsmået vrede eller lunefulde humørsvingninger. Allerede 500 f.Kr. beskrev den græske tænker Xenophanes denne menneskeliggørelse af guderne, der her er på færde. Men det er om noget en fordrejning af Bibelen som kildemateriale, for til forskel fra græsk mytologi og øvrige ældre religiøse tekster er Bibelen usædvanlig nøgtern i sine skildringer fra skabelse til Jesu opstandelse.
Kampen om menneskeheden er i Bibelen ikke et skakspil mellem en Gud med gode intentioner, men ringe forstand, og Satan, som egentlig bare udstiller Guds mangler og umulige kærlighedsforhold til sin skabning. I Bibelen møder jeg Gud, som med passion elsker sin skabning, og hele Bibelen vidner om hans indsats for at genoprette fællesskabet med os. Selv om jeg ikke kan påstå, at jeg begriber det, er han ikke begrænset af tid og rum, hans planer overgår min forstand, men jeg ser frem til, at han kommer igen, for så kunne jeg nu godt have lyst til at bede ham fortælle sin sande historie.

Claus Oldenburg: Mellem himmel og jord
278 sider – 269 kr. – Hovedland