Hjælp inden det går galt
Folkekirkerne i Haderslev tilbyder igen kommunikationskurser for par efter nytår.
Selv om parforholdet er en af grundstenene for samfundet, findes der ingen uddannelse i at være par. Derfor tilbyder folkekirkerne i Haderslev efter nytår igen et kursus i at kommunikere sundt med hinanden.
Der er plads til otte par på kurset, som starter den 3. februar. Deltagerne vil mødes fire tirsdage i februar og marts for at videreudvikle den sunde kommunikation med hinanden, fortæller Kirke- og Kulturmedarbejder Henrik E. Refshauge.
Forebyg problemerne
– Vi kan ikke leve lykkeligt til vores dages ende. Hollywood-forestillingerne falder hurtigt sammen i parforholdet, men med de rette redskaber kan vi lære, hvordan man lever i et forhold mellem mand og kvinde, mener Inger Margrethe Jørgensen fra Haderslev.
Hun er lærer, certificeret Imago parterapeut og psykoterapeut MPF og leder kirkernes kommunikationskursus for par.
– Det er langt bedre at forebygge end at helbrede. Men der skal arbejdes med det, for det er nemt at såre hinanden, siger terapeuten.
Farlig travlhed
– Hensigten med kommunikationskurset er at give folk mulighed for at nå hinanden i nær kontakt. Vi er blevet gift og har måske fået børn sammen, fordi vi elskede hinanden. Det er svært at forstå, at kærlighed somme tider kan blive til, at vi skælder ud, kontrollerer eller viser kulde overfor hinanden.
Det er nogle af de problemfelter, dette kursus kaster lys over: når hverdagsliv, travlhed, længsler og ensomhed i parforholdet bliver en virkelighed, siger Inger Margrethe Jørgensen.
Kommunikationskurset bliver arrangeret af det fælles diakoniudvalg ved Gl. Haderslev sogn og Haderslev Domsogn og foregår i Hertug Hans kirke.
Sindets kronjuvel
– Anerkendelse er sindets kronjuvel. I anerkendelsen og nærværet finder vi balance og velvære nok til bedre at kunne rumme de svære ting i livet med hinanden.
Ved nærvær og anerkendelsen af sårbarheden hos hinanden, mærker vi kærlighed og dybde i vores forbindelse med hinanden. Vi mærker, at vores partner er der for os, forklarer Inger Margrethe Jørgensen.
Under parkurset gennemfører parrene konkrete øvelser i enrum med mulighed for supervision. På den måde får man indsigt i at håndtere den daglige kommunikation med hinanden endnu bedre.
Kommunikationskurset består af oplæg og opgaver med øvelser for parrene. Samtidig vil der altid være tid til spørgsmål.
– Vi skal høre om, hvordan god kommunikation og anerkendelse indvirker positivt på vores parforhold og familieliv. Kærlighed er en beslutning om hver dag at ville det.
Det kan være hårdt arbejde. Og det er det hele værd, slutter kursuslederen.
Sexolog i Aarhuskirke
I Christianskirken i Aarhus er man gået et skridt videre. Her har man i forbindelse med ægteskabskurser også inviteret en sexolog, fortæller sognepræst Carsten Haugaard Nielsen. Det er rettidig omhu at hjælpe folk med parforholdet – som en slags opfølgning på, at kirken vier folk, forklarer han.