Bibelsk inspireret kunst
Bibelselskabet har udgivet de største fortællinger fra Bibelen ledsaget af smukke malerier.
Maja Lisa Engelhardt har med inspiration fra de største fortællinger i Bibelen fremstillet 57 unikke værker. De fantastiske værker tilføjer en ny dimension til Bibelen, som giver inspiration til fordybelse i den bibelske tekst.
Maja Lisa Engelhardt er en anerkendt kunstner og har tidligere udsmykket alterbilleder i de danske kirker. Til udsmykning af alterbilleder bruger hun naturens lys, hvilket drager publikummet med ind i hendes billeder. Det er første gang, hun illustrerer Bibelens fortællinger som bogudgivelse.
Naturens elementer
Jord, vand, ild og luft er de fire grundlæggende elementer, og ud fra dem har Engelhardt skabt en række nonfigurative værker, som indgår i de største begivenheder i Bibelen, både i Det Gamle og Det Nye Testamente. Kunstneren arbejder ud fra den grundlæggende tankegang, at de fire elementer altid har været til stede. Jord kan genfindes i tekster om Sinaj, de ti bud og Bjergprædikenen. Vand er et bærende element i tekster om moseskurven, syndfloden og israelitternes vandring gennem Sivhavet. Ild findes i tekster som dem om den brændende tornebusk og ildtungerne på pinsedagen. Luft er central i tekster, som omhandler skystøtten, himlen og regnbuen.
Hvert værk er unikt
Værkerne bliver fremstillet i en trykkeproces, som kaldes monotypi. Det er en proces, hvor oliefarver males på en kobberplade og efterfølgende trykkes på fugtigt papir. Den særlige teknik gør, at man kun kan fremstille et eksemplar ad gangen, og hvert værk er derfor helt unikt.
Maja Lisa Engelhardts illustrationer er en ny måde at læse Bibelen på. I kraft af disse skabes der et rum for fordybelse. En ny dimension er tilføjet, hvilket gør det nemmere at reflektere over de bibelske tekster og deres indhold. ’Bibelens største fortællinger’ er anbefalelsesværdig. Den nye dimension gør de største bibelske fortællinger spændende og skaber plads til refleksion.
Anmeldt af Camilla Steen Ipsen