Frysende fordrevne har mistet alt

Kim Hartzner med baby, der netop har fået vinterjakke og strømper af Mission Øst”De stjal min forretning, de kidnappede min datter, de skød min familie!” Mission Øst hører horrible beretninger, mens de lige nu uddeler vinterhjælp til kristne og yezidier i Nordirak.

 

– Jeg har oplevet mere, end jeg næsten kan rumme!

Det fortæller læge Kim Hartzner i telefonen fra de kurdiske områder i Nordirak. Som generalsekretær for Mission Øst er han med i uddeling af vinterhjælp til 2.400 fordrevne, som måtte flygte over stok og sten, da terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS) rykkede helt op til byen den nordlige del af Nineve-sletten. Der er nu ikke en eneste kristen tilbage på Nineve-sletten, fortæller de fordrevne.
Temperaturen er under frysepunktet, og fordrevne bor i forladte halvfærdige bygninger eller sommertelte uden bund. Der er hårdt brug for alle de madrasser, tæpper, presenninger, vinterfrakker og huer, som organisationen har med.

Sommertelt i vinterkulden

Kim Hartzner er med i front og hører den ene horrible beretning efter den anden.
– Jeg mødte en bonde, Razan, og hans kone Ihab, deres to sønner og en datter. De havde som alle andre mistet alt, og nu sad de i et iskoldt sommertelt.
– Jeg mødte Nashwan, der havde haft en kolonialforretning, men siden 2003 gentagne gange var blevet forfulgt af muslimer, som havde stjålet mad fra ham. Når han klagede til dem eller prøvede at få sin mad tilbage, slog de ham, generede ham og chikanerede ham på anden måde.

 

Datter kidnappet af IS

– Det allerværste var dog en familie med en far og mor med otte børn, hvor der kun var syv tilbage. Familien var blevet fanget af IS, og moren blev vidne til, at hendes datter blev bortført.

Hun fortæller, at IS anbragte kvinderne i ét rum, pigerne i et andet og trak mændene udenfor og dræbte dem. Derefter hentede de pigerne og lod kvinderne tilbage. ”De tog fat i min datter for øjnene af mig. Jeg tiggede dem om at lade hende være, men IS’ befalingsmand sagde nej. De tog ikke kun min datter, men 25 piger og dræbte 8 af mændene i vores familie”, fortæller moren.
Deres gru, deres skæbne, deres nød og deres tårer, det kan slet ikke beskrives, fortsætter Kim Hartzner.
– Under en lang del af interviewet kunne moren ikke klare det længere. Hun sad og græd, efter at hun havde fortalt om, hvorledes hendes datter var blevet kidnappet.

 

Dræbte en hel storfamilie

Kim Hartzner interviewede flere yezidifamilier, som fortalte grusomme historier. En familiefar fortalte:
– Den 3. august kl. 8 om morgenen så vi IS komme imod os med deres biler, og vi flygtede mod bjerget. Min bror og min fætter kom ikke med, fordi de ville føre fårene til et sikkert sted i bjergene. IS fangede og dræbte dem begge. På afstand kunne vi se, hvordan IS adskilte kvinder og mænd og skød alle mændene.
– En masse kvinder, mænd og børn flygtede med os, og gravide og handicappede, som ikke kunne komme op på bjerget, blev hvor de var og døde omsider af sult og tørst.
– Min onkel bor på bjergets nordside med 70 familiemedlemmer. IS fangede dem alle, og kun to mænd overlevede. De blev vidner til, hvordan IS nedslagtede resten af deres familie. IS skyder de mænd, der ikke vil konvertere til islam, tager kvinderne og opdeler dem i gifte kvinder og jomfruer. De gifter sig med jomfruerne eller sælger dem. Børnene indrullerer de i islamiske skoler.

 

Må ikke fryse ihjel

Mission Øst har siden august uddelt mad, tøj, madrasser, tæpper, presenninger og vintertøj til flere end 10.000 kristne og yezidier siden august. I forhold til de kristne samarbejder Mission Øst med de lokale kirker.
Hvis indsamlingen går vel, kommer tallet op på 20.000 inden årets udgang.
– Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for disse stakkels mennesker, der er flygtet over stok og sten, så de i hvert fald ikke kommer til at fryse ihjel denne vinter. Men der er brug for en stor og meget langsigtet hjælpeindsats for, at de her mennesker bare kan få en nogenlunde tålelig tilværelse, appellerer Kim Hartzner.
FN vurderer, at der er 900.000 fordrevne i irakisk Kurdistan, mens der er 430.000 i Dahuk-provinsen, hvor Mission Øst arbejder. I hele Irak er antallet af fordrevne oppe over 1,9 millioner.