Hobbitten og det helt store opgør
Hobitten: Femhæreslaget er filmhistoriens dyreste – men man får også meget for pengene, mener Udfordringens anmelder.
Kulminationen på Peter Jacksons ambitiøse Hobbitten-projekt er et vellykket stykke action. Samtidig er færdiggørelsen af trilogien om Hobbitten bindeledet til mesterværket, Ringenes Herre.
De to første dele af Hobbitten er præget af en let og eventyrlig stemning, mens Ringenes Herre-trilogien har et dystert eller skæbnesvangert præg allerede fra første del.
Historien
I ’Hobbitten: Femhæreslaget’ er Bilbo og de 13 dværge så godt som i mål. De befinder sig i Erebor – bjerget, som rummer dynger af guld – som dragen Smaug har forladt. Thorin, dværgekongen, er så forblændet af grådighed og forgiftet af dragesyge, at han ikke vil dele med nogen, og Bilbo må ty til drastiske midler for at bringe ham til fornuft. Smaug hævner sig på Søby, men bliver dog fældet, og så skulle man tro, det onde er overvundet, men det er det så langt fra.
Den enes grådighed overgås af den andens, alt imens hæderlige og heroiske skikkelser kæmper for at holde sammen på folk og familie. Og sagt med en af hovedpersonernes ord, så ville verden være et meget mere fredeligt sted, hvis alle gik mere op i hjem end i guld og hæder.
Erebor er langt fra et sikkert sted på trods af den fordrevne drage, for en hidtil ukendt, men talstærk hær af orker, gigantiske trolde og flagermus med mere marcherer mod det generobrede kongerige. Og alle disse hære tørner sammen i et vældigt slag.
Store skuespillerpræstationer
Hovedrollerne spilles af Martin Freeman (Bilbo), Richard Armitage (Thorin), Luke Evans (Bard) og Ian McKellen (Gandalf).
Jeg kan slet ikke få nok af den ikoniske troldmand, som McKellen er den perfekte inkarnation af. Men også Luke Evans, som spiller den hårdføre bueskytte Bard er meget overbevisende.
Hovedpersonen er stadig Bilbo. I ’Dragen Smaugs ødemark’ gennemgår han den største forvandling, når han går fra snusfornuftig og lidt kedelig til snu og viljestærk tyv, der vover sig ind på dragens territorium.
Skuespillerpræstationerne hjælpes på vej af tempoet og de mange dramatiske højdepunkter i Femhæreslaget. For selv om der er tale om et massivt slag, så er der rigeligt med sekvenser, hvor kampen er på tomandshånd, og der er scenografien bare fantastisk.
Effektfuld, ja – men indholdsrig?
Som jeg skrev om del to, så mener jeg, handlingen har svært ved at bære tre film eller samlet set over syv timer på det store lærred. Men måske skal man ikke kræve mere af denne film, bare fordi bogforlægget er fantastisk.
Filmen er under alle omstændigheder et must for Tolkien-fans, og dem er der mange af; alene den danske facebook-fanside har lige omkring 7 millioner likes på nuværende tidspunkt.
Har man læst bogen, kan man godt glæde sig til at se Femhæreslaget levendegjort.
Tolkien og C.S. Lewis var nære venner og i øvrigt de væsentligste forgangsmænd for hver deres gren af fantasygenren.
Desværre har filmatiseringer af Narnia-serien ikke haft et budget, der bare tilnærmelsesvist kan matche. Det kan godt ses, at der er brugt over 745 millioner dollars på Femhæreslaget. Filmen har dermed skrevet sig ind i filmhistorien som den hidtil dyreste; den er spektakulær, pompøs, effektfuld og med både hæsblæsende scener såvel som stærkt følelsesbetonede momenter.
Dragen er, som Udfordringens redaktør skrev i sin artikel d. 11. december ’Femhæreslaget’, en af de betegnelser, som Guds modstander Djævelen går under i Bibelen, og man bliver hurtigt ledt til Johannes’ Åbenbaring i tankerne eller til ’Det sidste slag’, som er bind 7 i Lewis’ Narnia-serie.
Men selvom man kan læse væsentlige elementer af Bibelen ind i historierne, så handler det dog om nogle mere grundlæggende menneskelige valg.
Både for Lewis og Tolkien er det eksistentielle forhold, som er i centrum, og filmen kan da også ses som en dannelsesrejse, hvor høj som lav defineres igennem de valg, som de træffer undervejs.
Den røde tråd![s15 Josua Christensen, Josua]()
En rød tråd i alle historierne om ringen og for den sags skyld Narnia er, at alle mennesker kan fristes og blive slaver af synd, hvad enten den er iklædt skind af rigdom, magt, popularitet eller er lystbetonet og nydelsesfuld.
Men der er frelse og befrielse, når vi vælger at kaste disse ting til side og kæmpe i en højere sags tjeneste – som man også kan se det hos Tolkien og Lewis.
