Selvmord uden nåde?

Iben Thranholm kan gerne med henvisning til ortodoksien kalde selvmord for den alvorligste synd af alle, men er alt håb ude da? Jeg havde en mangeårig, troende ven, oven i købet præst, som i dyb depression mistede det åndelige overblik, Thranholm efterlyser, og tog sit eget liv. Det lød ved hans begravelse: ”Han døde af sin sygdom.” Det var vise ord i hans situation. Dermed forsvarer jeg naturligvis ikke selvmord – eller anden form for mord – men depressionens mørke kan være stort og kan ikke altid afhjælpes med teologiske pennestrøg. Jeg omtalte min præstevens tilfælde for en anden ven, som i øvrigt kendte ham. Han svarede: ”Jeg kender et lignende tilfælde, og selvom man skal være forsigtig med blot at citere skriftsteder, ”kom” alligevel dette trøstende ord til mig: ”Glæd dig ej over mig, min fjende! Thi jeg faldt, men står op!” (Mik. 7:8). Ja, det tror jeg også, omtalte ven vil, skrifte eller ikke skrifte, men på de nådens vilkår i Jesus Kristus, der rækker hinsides død og grav.
Jørn Nielsen,
H.C. Lumbyes Vej 159A,
4700 Næstved