Ateistisk opdraget journalist mødte Jesus

Og det ændrede Charlotte Rørths fordomme om både Jesus og troende menneskers intelligens. Dagbladet Informations forlag udgiver i slutningen af januar hendes bog ”Jeg mødte Jesus”.

I slutningen af januar udkommer journalist Charlotte Rørths selvbiografiske bog med den opsigtsvækkende titel: ”Jeg mødte Jesus”. Det er opsigtvækkende, dels fordi forfatteren fortæller om, hvilket chock det var for hende at opdage, at Jesus er virkelig. Og det er opsigtsvækkende, fordi bogen ikke udkommer på et kristent forlag, men på dagbladets Informations forlag. Forfatteren er nemlig vokset op i et ateistisk miljø, hvor man ikke havde de store tanker om det overnaturlige – endsige mennesker, som var troende.
I en kronik i dagbladet Information i julen fortalte forfatteren om den oplevelse, der åbnede for den nye virkelighed, som hun beskriver i sin bog. Vi citerer fra denne artikel med forfatterens tilladelse.

Venstreorienteret akademikerhjem

Forfatterens beskriver sin baggrund sådan: – Det er ellers ikke, fordi jeg før har manglet ord, opvokset som jeg er i den højere røde mellemklasse med politisk aktive akademikerforældre, Information på langbordet, skolegang i 1970’erne på Bernadotteskolen med gedigen indføring i marxisme og senere en verdslig uddannelse som journalist med deraf følgende evigt fokus på konflikter og konkret bevisførelse for både synspunkter og hændelser.

Oplevelsen i Spanien

Men denne ateistiske dansker får sig så en livsforandrende oplevelse i Spanien. Hun skriver: – Men nede i Spanien havde jeg siddet på en bænk og mødt Jesus. Jeg, der end ikke er konfirmeret og på det tidspunkt ikke kunne Fadervor, endsige trosbekendelsen. Jeg, der som de fleste fra mit segment havde parkeret tro som noget, der var fortid og for folk, der ikke vidste bedre og derfor blot blev forført af kirkens magt og vælde. Jeg, der som de fleste af min stand så ned på de mange, der formastede sig til at tro på noget, ingen kan bevise, skriver hun.

Synet af Jesus

Hvad var det, der var sket? Jo, Charlotte Rørth fik et syn af Jesus selv! – Chokket var enormt. Det enkeltmenneske, som har betydet mest for flest i den kultur, jeg er vokset op i, viste sig for mig i mere end et kvarter. Han stod som et hologram halvanden meter foran mig i fuld højde på fliserne i et sakristi i den spanske by Úbeda den 25. februar 2009. Mit syn viste Jesus på en grusvej nær Genesaret sø et års tid inden sin korsfæstelse. Jeg var ikke et sekund ramt af den tvivl, der ellers i alle andre minutter har været dominerende i mit liv. I stedet samtalte jeg roligt med ham på en sær, ordløs måde. Han talte aramæisk, fandt jeg ud af, da jeg senere hørte sproget på tv. Jeg forstod ikke ordene, men meningen var klar nok.

Bare fantasi?

Charlotte Rørth fortæller, at hun efter hjemkomsten ikke talte med ret mange om sin overnaturlige oplevelse, bortset fra den nærmeste familie og en veninde, som tidligere var præst. Oplevelsen havde været så stærk, at journalisten på få uger tabte 15 kg, og hun følte, at der kom lyn ud af hendes fingre. – Og ja, jeg forsøgte på alle måder at latterliggøre mig selv og affeje det hele som fantasi, men det skete. Og der er ingen lægelig forklaring, ej heller psykiatrisk, psykologisk, alkoholisk, hypnotisk eller andet. Jeg har undersøgt det. Tro mig. Det gør man, når man er udsat for sådan et møde. Hvordan jeg end vendte og drejede det, kunne jeg ikke undslå mig. Jeg havde mødt Jesus.

Ikke religiøs

Charlotte Rørth beskriver videre, hvordan hun slet ikke var forberedt på at møde Jesus. Hun havde ikke som religiøse mennesker og kristne forsøgt at komme nærmere Gud – men pludselig skete det. Og nu står hun med det problem, at man ikke i vores vestlige danske kultur ”taler højt om mirakler”. – Det er kun rationelt beviselige hændelser, der godtages. Handlinger, mennesket allerede i forvejen kan forstå og forklare.

Fornuftigt at acceptere det overnaturlige

– Men måske ville det faktisk være fornuftigt at acceptere, at undere og andre lignende oplevelser kan være veje til erkendelser, veje til nye ideer og løsninger på nogle af de store kriser, verden står midt i. Menneskelige, miljømæssige og etiske udfordringer, som efter min overbevisning kræver en anden tilgang end den, der lige nu gribes til, som bare giver mere af det samme, fordi de udspringer af det system, der er problemet. Hvad med ydmygheden, omsorgen og kærligheden – det store håb, som vi bør leve af for vores børns skyld, men som mange er næsten forlegne over at tale om, som også Informations julekalender har vist, skriver hun i kronikken i Information.

Mere respekt for troen

– Før mødet ville jeg have argumenteret imod, at Jesus på denne måde direkte kan kommunikere på tværs af årtusinder. Men nu ved jeg, det kan lade sig gøre, og min ydmyge respekt for andre menneskers erfaringer, viden, måder at lære, være og tænke på, er mangedoblet. Den respekt er udsat i et samfund, der mener at have retten på sin side og af andre udnævnes til at være en idealstat med lykkelige mennesker. Især, når vi bryster os af at have fjernet vores tro fra såvel det offentlige rum som vores stuer.

Protestantismen gjorde fornuft til religion

– Man kan endda sige, at den protestantiske kirke har medvirket til at gøre den til tider fordømmende fornuft til religion med sit fokus på arbejde, det afdæmpede væsen og et roligt hverdagsfællesskab og dermed det driftssikre samfund. Protestantismen har haft stor værdi som grundlag for velfærdssamfundet, men nu må det være menneskeligt fornuftigt at fremhæve den egentlige mening med dén religion, som otte ud af ti danskere tilslutter sig ved at være medlemmer af folkekirken.

Næstekærligheden er forsvundet

– For i dag er de store ord om næstekærlighed slynget ud af effektivitetens hamsterhjul. Ethvert menneskes værdi måles alene i, hvad det kan yde af vækstfremmende arbejde. Selv de svageste hjælpes ikke, blot fordi de har behov. Alle er udsat for mantraet om noget for noget og risikerer at blive en byrde, når de bliver gamle. Og mennesker, der tror på det ufattelige, tier. For hvad er tro værd? Meditation og mindfulness er godt, det øger effektiviteten, men Jesus, hvad gør timer med ham dog godt for? spørger Charlotte Rørth retorisk i kronikken.

Hvad Jesus fortalte

– Det er svært at argumentere imod den type effektivitet, hvis man ikke tør tro på, at hvert enkelt menneske har en værdi, alene fordi det eksisterer. Eller rettere, hvis man ikke ved, at vi er elsket, uanset hvem vi er. Det er så store ord, at der gik flere år, før jeg formulerede dem så råt som her. Men det var det, Jesus stod i bare tæer og fortalte mig. Så jeg ved det. Og når han gad vise sig for sådan en tidstypisk og dermed altid skeptisk normaldansker som mig, var det vel for at banke ind i hovedet på selv et simpelt nutidsmenneske, at Gud og hans søn er derude og kender og elsker os.

Lyt til Jesus i dag!

– Jeg vil have gang i den helt store samtale om, hvad Jesus har at sige om den måde, vi lever på i dag, udfordrer Charlotte Rørth Informations læsere. – Han (Jesus) sætter spørgsmålstegn ved selve meningen med det vækstsamfund, vi har skabt. Det er ikke en diskussion, der kun skal tages søndag formiddag i kirken. Alle debatter ville have godt af, at man tog Guds søn med som samtalepartner. Lad os finde modet til at gøre det.