Dansk lærer: Afrika er ikke kun idyl

Knud Elmo Knudsen bruger afrikansk tradition og dansk pædagogik til at forkynde det kristne budskab i Tanzania.

– Kristendommen er kommet til Tanzania – men Kristus er ikke ankommet endnu!
Denne bemærkelsesværdige udtalelse kommer med eftertanke fra Knud Elmo Knudsen på hans terrasse med udsigt over Tanganyikasøen i Tanzania. Bungalowen ligger op ad en skråning, hvor også Brødremenighedens snedkerskole, sundhedscenter og kirke ligger side om side. Vi er i Tanzania, nærmere bestemt i landsbyen Kipili, hvorfra Knud Elmo Knudsen tilser Brødremenighedens projekter i et område større end Danmark og prædiker i bevægelsens kirker og bibelskoler i både Tanzania, Burundi og Den Demokratiske Republik Congo.

Kærlighed er fremmed

Med så stort et virkefelt skal teologien være i orden. Og Knud Elmo Knudsen er stålsat på at fastholde kernen i det kristne budskab, hvor han kommer frem.
– Kærlighed er fremmed for folk herude. Derfor er folk – ligesom på Jesu tid – nødt til at opleve kærlighedens ansigt, fastslår han og uddyber:
– Man prædiker ofte om regler og pligter. Præsterne prædiker lov og direktiver i stedet for at prædike evangeliet og friheden i Kristus. I stedet for at fokusere på den tryghed, det giver at have frihed i Ham, så prædiker man underkastelse.

Mix af tradition og oplysning

Missionsstationen summer af liv fra klokken fem om morgenen. Udenfor går en kok i gang med at fyre i komfuret og lave morgenmad til vagtmand, medarbejdere og en hjemløs handicappet pige og hendes nyfødte datter, som Knud har givet husly i en gæstefløj. Det varer ikke længe, før folk kommer for at få medicin, lidt penge eller bare et godt råd.
– Der er så meget, der stadig binder folk herude. Mødre kan komme til mig med deres syge børn – men de har været ved medicinmanden først. Det har ikke hjulpet noget, men de går stadigvæk rundt med den amulet, de fik af ham. Når jeg ser det, foreslår jeg som regel en byttehandel: Nu giver jeg dig medicin, og så får jeg den amulet i stedet.

Omsorg skaber tillid

At være missionær er en livsstil. Forkyndelse er at prædike og at vise et godt eksempel. Brødremenighedens vision er at tage sig af hele mennesket, ånd, sjæl og krop.
– Da Jesus besøgte en landsby, startede han med at hjælpe folk. Den start bekræftede det, han senere sagde. Folk havde tillid til ham, fordi han havde hjulpet dem, forklarer Knud Elmo Knudsen.
Og som vi – fotografen og jeg – kommer rundt i landsbyerne omkring Tanganyikasøen, opdager vi, at der er respekt omkring Brødremenigheden – og om Knud Elmo Knudsen.

Missionærbarn

Det lå ellers ikke i kortene, at Knud skulle blive missionær. Han var almindelig skolelærer i Christiansfeld, da han overhørte en samtale mellem præst og missionssekretær i Brødremenigheden: Man manglede en missionær i Kipili. Det gibbede i Knud, og dagen efter ringede han til dem begge og spurgte, om de mon kunne bruge ham til den opgave. De sagde begge ja, og så var ruten lagt. (Knud Elmo er dog søn af missionærparret Judith og Elmo Knudsen, som i en menneskealder arbejdede i Afrika, red.)

Loyalitet, ikke kærlighed

Siden viste det sig, at Knuds baggrund som lærer var særdeles nyttig i missionsarbejdet. I skolen havde han arbejdet med børn, der ikke passede ind i skolesystemet.
– Jeg fandt ud af, at deres hovedproblem var, at de var vokset op med mangel på kærlighed, mangel på accept. Det var misrøgtede børn, som havde et slaveforhold til deres forældre og ikke et naturligt kærlighedsforhold. De var underlagt den der loyalitet, som børn har over for deres forældre, men der er ingen følelser i det. Og det ser jeg som et meget stort problem – også her. Derfor kan jeg bruge alt det, jeg har lært i min tid i Danmark, til at se nogle relationer, som yngre missionærer ikke har kunnet se.

Behandler børn som hunde

Det stemmer ikke rigtig med billedet af ”den lykkelige vilde”. Vi roser jo tit afrikanere for at være gode til relationer.
– Den holder ikke stik. Det var noget af det første, jeg opdagede, da jeg kom herud. Den kærlighed, som man ser herude, er en indadvendt kærlighed, ikke udadvendt. Man siger, at børn er en gave fra Gud, men man behandler dem som hunde. Der er ikke et kærlighedsforhold.
– Billedet af moren med barnet på ryggen bliver ofte trukket frem. Men ingen tænker på, at barnet aldrig ser morens øjne. Det sidder på ryggen hele dagen og har fysisk kontakt, men får aldrig øjenkontakt. Og den mangel på opmærksomhed fortsætter, for når barnet når den alder, hvor det kan gå selv, bliver det sat ned på jorden og får at vide: Pas dig selv! Gå ud på vejen og leg!

Gud på et bjerg

Og det giver problemer i afrikanernes forhold til Gud, forklarer Knud Elmo Knudsen. I afrikanske naturreligioner opfattes Gud som den store forfader, men han har trukket sig tilbage og er fjern og uopnåelig…
– Det traditionelle billede af Gud i Afrika er, at Gud sidder på et højt bjerg og skuer ud over det hele. Jeg har endda været ude for en afrikansk kristen på kursus i Danmark, der var fuldt overbevist om, at Gud sidder på Kilimanjaro! Rundt om bjerget er der hære af dæmoner, som forhindrer mennesker i at komme til Gud. Det skaber en idelig frygt for dæmoner, ånder og heksedoktorer. Folk hænger fast med det ene ben i de gamle traditioner, uanset som de kalder sig kristne eller ej. Og det er, fordi de stadig ikke har forstået, at Kristus giver frihed, mener Knud Elmo.

Søskende-kærlighed

Og så er vi tilbage ved Knud Elmo Knudsens pointe: Kristus – ikke kun kristendommen – skal prædikes for afrikanerne.
– Når jeg forklarer dem Jesu rolle, prøver jeg at tage udgangspunkt i deres situation. For det er også forkert at sige, at der slet ikke findes kærlighed blandt afrikanerne. Kærligheden findes bare ikke dér, hvor vi forventer at se den. Vi forventer den mellem forælder og barn, men sådan er det bare ikke. Herude finder jeg kærligheden et andet sted, nemlig mellem søskende. Og det ligger i, at når det første barn bliver sat ned på jorden og lærer gadens mentalitet, og det næste barn bliver sat ned på jorden, så bliver det ikke sat på jorden, men på ryggen af den første. Og så er det det første barns opgave at tage sig af det næste. Og dér ser jeg en kærlighed vokse frem. Afhængighedsforholdet søskende imellem er faktisk større end forholdet til forældrene.

 Jesus med ved bordet

– Traditionelt er det sådan, at når den ældste søn er kommet op i skelsalder, får han en plads ved farens bord. Man spiste ikke sammen i familien, men faren sad inde i huset og spiste, mens kone og børn spiste ude i køkkenet. Når den ældste søn blev gammel nok, kom han ind og spiste sammen med faren. Det er et fantastisk billede, for hvis vi bruger det i Kristusrelationen, kan vi få dem til at forstå, at Kristus er vores storebror, og at al kommunikation, der før gik gennem moren til faren, nu skal gå gennem storebror.
– Hvis vi omsætter det til Kristusbilledet, så er det kristendommens pointe, at ingen kommer til Faderen uden ved Kristus. Så har vi fået forståelsen ind: Hvad er Kristi rolle i forhold til Gud? Det er ham, der åbner døren til Gud. Når vi går med Kristus, kan vi bryde den ring af dæmoner, der omgiver bjerget, og vi kan komme direkte til Gud. Og det får et menneske, der er så dybt bundet i den traditionelle tænkning om, at Gud er fjern og utilgængelig, til lige pludselig at se en mulighed. Det giver en forståelse for, hvad det er for en frihed, Jesus giver os. Og så kan man begynde at snakke om Guds kærlighed, pointerer Knud Elmo Knudsen. Det banker på døren, og udenfor står endnu en familie, der har brug for hjælp. Evangelium og social omsorg går hånd i hånd. Ånd, sjæl og krop hænger sammen. At være missionær er en livsstil.

Svend Løbner er freelance journalist og rejste til Tanzania for bl.a. at dække Brødremenighedens sundhedsarbejde omkring Tanganyikasøen. Rejsen blev bl.a. støttet af Danida og Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling.