Dyrlægen og digterpræsten trodsede besættelsesmagten
Den 27. januar markeres Auschwitz-dagen, den officielle mindedag for det 20. århundredes folkedrab. Temaet for 2015 er ’Frihed’ og tager afsæt i 70-året for Danmarks befrielse.
Under besættelsen så langt den største del af befolkningen passivt til fra sidelinjen – kun ganske få havde modet til at trodse Gestapo i kampen mod tyranni og undertrykkelse.
Om aftenen den 4. maj 1945 nåede frihedsbudskabet Danmark gennem BBC. Fem års tysk besættelse var slut. Hele landet var en sydende heksekedel, en eksplosion af glæde og begejstring. De forhadte mørklægningsgardiner blev flået ned, og tændte stearinlys sat i vinduerne, man samledes spontant i gaderne, jublede, græd og sang nationalsange til langt ud på natten. Men glæden over befrielsen var iblandet sorg over de mange, der mistede livet for deres indsats i modstandskampen. Man tænkte på dem, man savnede – dem, der ikke klarede den …
Digterpræstens kamp
Julen 1943 var den sidste jul hos digterpræsten Kaj Munk i Vedersø Præstegård ved Ringkøbing, midt mellem søer, fjorde og plantager. Der blev julet, hygget og pyntet, og hele familien var tidligt om morgenen trasket ud i gårdens plantage for at hente årets juletræ. Senere blev der klippet julestads, fortalt juleeventyr, leget og sunget sange i de lune stuer.
Ved aftengudtjenesten var Vedersø kirke fyldt til sidste plads. Efter Kaj Munks juleprædiken kunne familien tage hjem og sætte sig til bords til julemiddagen: fasansteg med bjerge af duftende grønlangkål, risengrød, hjemmebagte julekager, nødder og godter. Endeligt blev juletræet tændt, der blev sunget salmer, og barneøjne tindrede i skæret fra de levende lys. Hen på aftenen forsvandt Kaj Munk. Snart dukkede julemanden op med langt, hvidt skæg og gule træsko og sække fyldt med alskens julegaver.
Det blev sent, inden juleaftenen var forbi i Vedersø Præstegård. Hele julen frem mod begyndelsen af januar spiste man traditionen tro grønlangkål og sprængt and i Præstegården. Denne sidste juleaften i 1943 sagde Lise med et glimt i øjet til sin mand, at der ville gå et helt år, før han igen fik den elskede ret. Munk svarede, at han ikke ville få den at spise mere. Få dage senere holdt Kaj Munk sin nytårsprædiken i Vedersø Kirke. Denne dag gik han ikke på prædikestolen i ornat, men blev stående på kirkegulvet klædt i sin tunge overfrakke, rødt halstørklæde og sort studenterhue fra Regensen: ”… jeg vidste, at jeg ikke kunne gå på prædikestol eller for alteret i dag … Jeg ved, at jeg nu i måneder ikke har lagt mig til ro nogen aften uden at tænke: „Kommer de efter dig i Nat?”
Gestapos bødler kom tre aftener senere, den 4. januar 1944, og hentede Kaj Munk i Præstegården i Vedersø. Inden Kaj Munk blev ført bort, omfavnede han Lise Munk og sagde de berømte ord: ”Stol på Gud”. Dagen efter blev hans lig fundet, smidt i en vejgrøft på toppen af Hørbylunde Bakke mellen Pårup og Silkeborg.
Kaj Munks kollegiekammerat
Tidligere i december 1943 var Gestapo kommet på sporet af et andet af modstandskampens nationale symboler, Hvidsten Gruppen. Ved skæbnens spil var et af gruppens medlemmer Kaj Munks gamle kollegiekammerat fra studietidens muntre liv på Regensen i begyndelsen af 1920’erne, dyrlæge Albert Carlo Iversen fra Spentrup nord for Randers.
Den 13. december lige efter spærretid stormede tyskerne en lejlighed i det centrale Aarhus og arresterede to danske faldskærmsagenter. Det skulle vise sig at blive Gestapos mest værdifulde fangst under Besættelsen.
Under tortur røbede de to agenter alt, hvad de vidste om modstandsbevægelsen og afslørede modstandsfolk, nedkastningssteder og -grupper, der arbejdede med at modtage våben og sprængstoffer fra England. Det fik Gestapo til konstant at overvåge Hvidsten Kro og førte til afsløringen af Hvidsten Gruppen få måneder efter.
Dyrlæge Albert Iversen, der aldrig havde lagt skjul på sit nationale sindelag, var tidligt gået ind i kampen mod tyskerne og blev efterhånden dybt involveret i det illegale arbejde i Østjylland. Han var født i Randers, blev student fra Randers Latinskole i 1914 og tog dyrlægeeksamen fra Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole otte år senere. Efter at have arbejdet som dyrlægeassistent nedsatte han sig i 1925 som selvstændig dyrlæge i landsbyen Spentrup, hvor han fik oparbejdet en stor og omfattende praksis. Samme år som Marius Fiil sammen med Gudrun flyttede ind på Hvidsten Kro i nabobyen Hvidsten. Albert Iversen var kendt som en driftig dyrlæge, der kunne tale med alle, vellidt, jovial og slagfærdig med sin stoute karakter og sit jyske lune. Altid klar, når han blev kaldt på hastebesøg hos egnens landmænd – altid med kasketten i nakken.
Albert og hustruen Augusta flyttede ind i en stor ejendom ved stationen i Spentrup og blev i de følgende år forældre til tre døtre: Ulla, Tove og Helle. Pigerne gik først i skole i Rytterskolen i Spentrup og kom senere på Randers Realskole. Den ellers travle dyrlæge hastede trofast på stationen for at tage imod sine døtre, når de kom hjem med toget fra skolen i Randers.
Hjemmet i Spentrup dannede rammen om et harmonisk familieliv, og pigerne hjalp på skift deres far i hans dyrlægepraksis. Tidligere kredsdyrlæge Helge Jensen har til Purhus Lokalarkiv fortalt, at der altid var liv og glade dage i dyrlægeboligen med masser af gæster og gode venner på besøg.
Albert Iversen havde i sine unge år været medlem af Akademisk Skyttekorps sammen med blandt andre Christmas Møller, og han havde også boet sammen med den jævnaldrende Kaj Munk på Regensen. Albert elskede at underholde med sjove anekdoter om digterpræsten og kunne fortælle, hvordan Kaj Munk til fuldkommenhed mestrede at skrive vittige sange og taler til AB’s fester – men kunsten at spille fodbold lærte han aldrig.
I fritiden blev der passet have og spillet kort. Dyrlæge Iversen spillede bridge sammen med mejeribestyrer Stubkjær, stationsforstander Nielsen samt læge Steensen, som Albert ofte drillede med et glimt i øjet: Han lærer det aldrig.
Dyrlægens natarbejde
I marts 1943 dannedes Hvidsten Gruppen af kroejer Marius Fiil på opfordring af godsejer Flemming Juncker, og det lykkedes Fiil at få opbygget en gruppe af familiemedlemmer og betroede folk fra egnen.
Igennem måneder modtog og fordelte Hvidsten Gruppen containere med våben og sprængstoffer, nedkastet fra engelske fly. Også modtagelse af faldskærmsagenter indgik i modstandsarbejdet, og da Albert Iversen som dyrlæge kunne færdes frit ude om natten i sin bil, var det ham, der bragte agenterne i sikkerhed i Tulles Hus tæt ved Hvidsten Kro.
Fanget men ikke besejret
Efter at have holdt Hvidsten Kro under observation gennem flere måneder slog nazisterne til om morgenen den 11. marts 1944, kroen blev omringet af gestapofolk og modstandsgruppen arresteret. Derefter blev gruppens medlemmer ført til tyskernes hovedkvarter ved Århus Universitet. Et øjenvidne beskrev senere deres ankomst:”Jeg kendte kun Marius Fiil, men senere har jeg forstået, at manden med det lyse gode ansigt var dyrlægen. Om ham tænkte jeg: Den mand kan tyskerne ikke besejre.”
Torsdag den 29. juni, Vestre Fængsel, Celle 2 på anden sal. Lidt efter midnat lød der støvletramp, tyske kommandoråb og raslen med nøgler i gangene. De otte medlemmer af Hvidsten Gruppen blev gennet sammen og fik at vide, at de få timer senere ville blive henrettet. Det blev forundt dem at skrive et afskedsbrev, og Albert Iversens trøstende ord står klare og stærke tilbage:
”Kære Gusta, Ulla, Tove og Helle!
Ja, saa gaar Far ud på den lange Rejse. Jeg sender hermed jer alle fire mine sidste kærlige Hilsener og haaber, at I alle maa leve længe og lykkeligt. Tænk kun godt om mig, jeg vilde det bedste og har kun ønsket at gøre det godt for Eder …
Tusinder af Kys og kærlige Hilsener til Gusta, til Ulla, til Tove og til Helle fra
Eders Mand og Fader.”
Klokken fire om morgenen ankom en deling tyske soldater for at føre de otte modstandsfolk til henrettelsespladsen i Ryvangen, og kort efter knitrede pelotonens geværsalver i sommernatten …
