En delekultur

”Vil du have nogle af mine kartofler?” siger et af børnene fuld af forhåbning. ”Ja da, vil du så have en tortilla?” svarer jeg med et smil. Efter måltidet er der aldrig rester tilbage – alt bliver spist og delt.

Vi oplever ofte, at børnene på børnehjemmet er gavmilde og hjælpsomme. På deres sidste skoledag kom de fx hjem med en masse slik og delte ud til højre og venstre. En anden dag, hvor vi var udmattede efter at have passet de mindste børn og godt kunne bruge noget sødt, kom en af de ældre piger hjem med noget lækkert chokolade, som hun havde gemt til os. Det er ikke kun på vores børnehjem, det er sådan. Det er en del af kulturen i Honduras at dele og være ydmyg. Honduranerne har en venlig sjæl, og man hjælper sammen i en enhed.

For nylig var vi på en længere bustur. Da vi stiger ind i bussen, ser vi 4 unge fyre sidde på bagsædet, og den eneste plads, der er tilbage, er pladsen foran dem. Vi tøver, men sætter os derhen, mens vi håber på ikke at blive røvet! Vi fik dog hurtigt pakket vores fordomme væk, da den ene af fyrene hjalp os med at sætte vores bagage op på hylden. Da vi senere gjorde et stop, og bussen blev fyldt til randen, så tilbød drengene hurtigt at stå op, imens de ældre damer kunne få en siddeplads. De farlige fyre blev til gentlemen. Sådanne gentlemen oplever vi også på børnehjemmet. Hvis vi kommer ind til maden eller til andagt, og der ikke er flere pladser, er der hurtig en, som giver sin stol til os. Disse små ting i hverdagen får os til at se, hvor meget man kan lære af honduranerne og deres gæstfrihed. De tøver aldrig med at give en ekstra hånd, hvor der er brug for det, eller give ud af, hvad de har.

Som dansker kan man godt tænke for meget på, om man selv har det godt, frem for på andre. MIT, MIT, MIT – MIG, MIG, MIG kan nogle gange runge for meget i folks hoveder. Hvad med at tænke VORES til en afveksling? Det er gået op for os, at vi på nogle punkter godt kunne være bedre til at se andres behov frem for vores egne. I dette tilfælde er børnene forbilleder for os.

Af Caroline S. Randrup og Rebecca N. Larsen
Udsendt som volontører af Impact